Nyhed

ABBA-museum åbner i Stockholm

I 2013 får den svenske hovedstad en udstilling med den populære popgruppe

Næste år bliver det muligt at få et nærmere indblik i den populære, svenske popgruppe ABBA, når et ABBA-museum åbner i Sveriges hovedstad.

ABBA-museet vil blive en permanent del af et svensk "Music Hall of Fame", der viser populær, svensk musik fra 1920'erne til i dag. Udstillingen vil for eksempel indeholde kostumer, som sangerne har haft på, og museumsgæsterne vil få muligheden for at synge med på ABBA-sangene ved siden af levende hologrammer af gruppens medlemmer.

"Svensk popmusik er en vigtig del af vores kulturelle arv," udtaler det tidligere ABBA-medlem Björn Ulvaeus ifølge Reuters. Ulvaeus er involveret i det nye museum. "Og ABBA er et af vores mest kendte brands."


Popgruppen ABBA, som bestod af Agnetha Fältskog, Benny Andersson, Björn Ulvaeus og Anni-Frid Lyngstad, blev berømte, da de i 1974 vandt det europæiske melodi grand prix med sangen "Waterloo". Siden blev det til hits som "Dancing Queen", "Gimme Gimme Gimme (A Man After Midnight)" og "Mamma Mia", 370 millioner solgte album og en musical, "Mamma Mia", kun med gruppens sange. Gruppen bliver ifølge Times Live ved med at sælge cirka 2,3 millioner album om året, selvom det er 30 år siden, de gik hver til sit.

ANNONCE