Nyhed

Afrobeat-legende til Global

Ebo Taylor spiller koncert på det københavnske spillested nu på fredag

Den ghanesiskfødte afrobeat-legende Ebo Taylor kan fredag den 2. november opleves på Global Copenhagen med sit 10-mand store Berlin-baserede afro-funk-orkester The Afrobeat Academy.

Ebo Taylor startede sin karriere som komponist og bandleder tilbage i 1950'erne, hvor han var med til at definere lyden af afrobeaten og desuden videreudvikle og modernisere den ghanesiske highlife i grupper som Stargazers og Broadway Dance Band.

I 1962 blev han optaget på det prestigefyldte Eric Guilder's School of Music i London med et fire-årigt stipendium. Her spillede han blandt andre sammen med Fela Kuti og lagde byggestenene til den mere funkede afrikanske lyd. De spillede med både lokale og afrikanske musikere og lagde kimen til vestens omfavnelse af de mere funky afrikanske genrer.


Senere begyndte Ebo Taylor at fusionere musik fra både den vestlige og afrikanske verden: den jazzede og blæserbårne, vestafrikanske highlife, den groovy og dansable funk og den moderne jazz.

Ebo Taylors første internationale album i over 20 år, "Love and Death", udkom i 2010 på Strut Records, og førte blandt andet Taylor til en Global-koncert i 2011. Hans seneste album, "Appia Kwa Bridge" var på gaden i april 2012.

Køb billet til Ebo Taylor & The Afrobeat Academy via GAFFA Live.


 

ANNONCE