Sangerinden bag "Flytta på dej" udsender sit første album i november
Den svenske sangerinde Alina Devecerski har sommeren igennem hittet med singlen "Flytta på dej", og nu offentliggør hun, at debutalbummet "Maraton" er på gaden den 19. november.
Sangene på "Maraton" er skrevet og produceret af Alina Devecerski sammen med Christoffer Wikberg, mens Joakim Berg, som er sanger, guitarist og sangskriver i Kent, også har været med til at skrive to af albummets sange.
Devecerski udsendte singlen "Flytta På Dej" i april, og nummeret har solgt platin i Danmark samt toppet den danske trackhitliste. I resten af Skandinavien er singlen blevet til et endnu større hit, og den officielle musikvideo til sangen har fået mere end 1 million visninger på YouTube.
Alina Devecerski har i flere år skrevet musik til andre kunstnere, før hun kastede sig over soloprojektet, og hun fortæller følgende om sin sangskrivning: "Det er min måde at udtrykke mig på. Jeg får det dårligt, hvis ikke jeg laver nye sange, så vigtigt er det for mig. Det er sådan jeg får styr på, hvem jeg selv er. Ud over sangene siger jeg ikke så meget."
Sommeren igennem har Alina og hendes band spillet koncerter på flere festivaler og i en række store nordiske tv-shows. De starter en ny turné senere på måneden, som begynder på KB3 i København den 18. oktober, og som lægger vej forbi Pitstop i Kolding og Train i Aarhus i de efterfølgende dage.
"Sommeren har været heftig. Mødet med publikum, der giver direkte respons på min musik har været helt utroligt. Det har været inspirerende på så mange måder. Det bliver fedt at komme og spille igen," siger Alina.
Billetter til Alina Devecerski kan købes via GAFFA Live.