Nyhed

Anette Olzon forlader Nightwish

Det finske metalband skilles fra deres svenske forsanger

Nu er det anden gang, at det symfoniske metalband Nightwish skiller sig af med en sangerinde. På grund af konflikter internt har bandet og den svenske forsanger Anette Olzon besluttet at skilles. Nightwish har ingen planer om at aflyse fremtidige koncerter, og i stedet vil en anden sangerinde overtage på turnéen. Det er den hollandske sangerinde Floor Jansen, som vil hjælpe gruppen med at gennemføre deres "Imaginaerum"-verdensturné.

Den finske gruppe lagde i forbindelse med verdensturnéen vej forbi Danmark og Falconersalen i foråret, hvor GAFFAs Christian Weigel gav koncerten fem stjerner med ordene: "Det var flot, smukt, dynamisk, og bandet udviste nærvær og spilleglæde. Jeg er dog nødt til at fjerne en stjerne for det lidt for lange og tilbagelænede akustiske sæt. Nightwish er et meget ambitiøst og originalt band, og man kan kun håbe på, at de kan holde fast i det, de har gang i, for hvor er det skønt, at der findes et band, der i den grad lægger musik til smukke billeder på nethinden."

Nightwish udgav i december sidste år deres syvende album "Imaginaerum", som var andet album med Anette Olzon som frontfigur. Hun afløste gruppens tidligere sangerinde Tarja Turunen, der blev fyret som følge af "attitudeproblember" på "Once"-turnéen i 2005. Hun er iøvrigt selv aktuel med dvd-udgivelsen "Act 1", som har høstet fem fornemme stjerner hos GAFFAs anmelder.


ANNONCE