Nyhed

Beyoncé optræder til Super Bowl

Nu er det bekræftet, at sangerinden er næste års hovednavn

Super Bowl er blevet en verdensomspændende begivenhed, når mange sidder klistret til skærmen for at følge den endelige og afgørende kamp for sæsonen i amerikansk fodbold. Den tredje februar næste år bliver tilskuere og tv-seere til finalen i amerikansk fodbold forkælet af den 31-årige sangerinde Beyoncé i pausen. 

Beyoncé, der i januar fik sit første barn med rapperen Jay-Z, datteren Blue Ivy, bliver en del af en eftertragtet gruppe af store stjerner, der har optrådt til Super Bowl. I år var det Madonna, der optrådte, og tidligere har navne som Justin Timberlake, Janet Jackson, Sting, P. Diddy, Bruce Springsteen, Kid Rock, The Rolling Stones, Usher og Prince optrådt. Pausen i Super Bowl er kendt for, at hovednavnet oftest tager flere andre kendte ansigter med på scenen, og rygterne svirrer derfor allerede nu omkring Beyoncés pausefest. Der bliver blandt andet gættet på, at hun tager sin mand, Jay-Z, med eller måske en genforening af Destiny's Child, hvis Kelly Rowland og Michelle Williams kommer en tur på scenen. Lady Gaga er også en mulighed, idet de to har hittet sammen på hittet "Telephone".

Beyonce har nok hits i bagagen til at fylde hele Super Bowl, og det er en eftertragtet plads, hun har fået. Sidste år så nemlig intet mindre end 114 millioner mennesker finalen i NFL.


Den kommende finale afvikles 3. februar 2013 i the Mercedes-Benz Drome i New Orleans. 

ANNONCE