Drum'n'bass duoen udgiver i dag to gratis numre og barsler med ny ep i 2013
Bag navnet Bottled In England gemmer sig duoen Daniel Vognstrup og August Dyrborg, og de udgiver i dag to gratis numre under navnet "BIE PRESENTS #3", som runder duoens trilogi af gratis-downloads af i denne omgang, hvor der har været to foregående udgivelser i år.
I samme omgang forlyder det, at Bottled in England er klar med deres anden ep den 7. januar i starten af det nye år. Opfølger-ep'en hedder "Architect EP", og den vil indeholde vokalbidrag fra fire forskellige kunstnere, der endnu ikke er offentliggjort. En gisning kunne dog være den elektroniske artist Jenny Rossander aka. Lydmor, som senest har fulgt Bottled In England på deres netop overståede turné i Tyskland/Østrig.
Bassist og sanger i duoen Daniel Vognstrup forklarer:
"Vi synes, det er spændende at konceptualisere vores udgivelser og ikke tænke for meget i formater. Nogle stresser over at få et album på gaden og hvem ved – det bliver måske også det næste, vi kaster os over – men i første omgang har vi haft lyst til at gøre tingene på en anden måde. Det har heldigvis skabt god opmærksomhed – især udenfor landets grænser, hvor vi nu er ved at skrive kontrakt".
Gruppen har især vundet indpas i det tyske, hvor nummeret "Change" fra "BIE PRESENTS #1" har haft airplay, ligesom gruppen kan se, at der er flere tyskere, der nu har set "Change" på deres YouTube-profil end danskere.
I øvrigt kan man nå at fange Bottled In England i Aalborg eller Aarhus den 26. eller 27. oktober, hvor de er support for Veto på deres turné. Billetter kan købes på GAFFA Live, og "BIE PRESENTS #3" kan downloades via Bottled in Englands hjemmeside. "Architect EP" udkommer mandag den 7. januar 2013 på Heavy Steps Media / VME.