Nyhed

Emeli Sandé til Store Vega

Den skotske soulsangerinde kommer til Danmark i marts 2013

Den unge, skotske sangerinde Emeli Sandé gæster københavnske Store Vega den 12. marts 2013.

Sandés første single var sangen "Heaven" fra 2011, som blev et verdensomspændende hit, og singlen blev fulgt op af debutalbummet "Our Version Of Events". Albummet er et af årets bedst solgte i England, og om en uge bliver det fejret med en genudgivelse i form af en "special edition" med fem ekstra sange. "Our Version Of Events: Special Edition" er på gaden den 22. oktober. 

Emeli Sandé optrådte på dette års NorthSide Festival. GAFFAs Trine Jørck gav koncerten fire stjerner og indledte anmeldelsen med følgende ord:

"Det vælter ud over scenekanten. Emeli Sandé og hendes tightspillende band sparker en fuldstændig nærværende og hjerteskærende livsbekræftende energi ud i hovederne på de fremmødte. Koncerten starter blændende ud med hittet "Heaven". Nærværende anmelder får hjertebanken, gåsehud og tårer i øjnene. Ikke fordi det er sørgeligt, men fordi det er så intenst, livsbekræftende og overvældende."

Billetsalget begynder fredag den 19. oktober klokken 10 via Billetlugen.dk.

ANNONCE