Reality-stjernerne har deltaget ved VM i luftguitar, og måske lægger mediedarlingerne også vejen forbi DM på VoxHall lørdag
TV3's store stjerner Gustav og Linse har deltaget i det officielle verdensmesterskab i luftguitar, der for få måneder siden blev afholdt i Finland. De deltog i forbindelse med optagelserne til tv-programmet "Gustav og Linse på udebane", og nedenfor kan man se en video, hvor de viser deres evner i disciplinen.
Stævnet blev afholdt i den lille by Oulu i det nordlige Finland. De to tv-personligheder deltog i en "Dark Horses"-kvalifikationsrunde for uspottede talenter, hvor de gik under navnene "Latino-Loco" og "The Viking Princess". Ingen af dem gik videre i konkurrencen.
DM i luftguitar afholdes på lørdag for første gang i Aarhus på spillestedet VoxHall. Aftenens vært er komiker og tv-vært Anders Stjernholm, og der vil være et dommerpanel til stede, som bedømmer de luftguitar-spillende deltagere. Arrangørerne vil dog ikke røbe, om Gustav og Linse medvirker i showet.
Luftguitar er i al sin enkelhed at spille guitarsoloer uden en guitar. Disciplinen stiller ikke nogen krav til musikalsk talent, og i stedet handler det om at give det vildeste sceneshow.
Læs mere på dmiluftguitar.dk
Se Gustav og Linse spille luftguitar her: