Nyhed

Lyt til den nye single fra Soundgarden

Første single fra det kommende album kan nu streames gratis

Soundgarden udgiver deres første album i 16 år "King Animal" den 12. november, i august lagde de en smagsprøve på nummeret "Worse Dreams" ud på YouTube, og for et par uger siden offentliggjorde gruppen en videotrailer til det kommende album. Nu er Soundgarden klar med albummets første single "Been Away Too Long", som kan streames gratis på bandets officielle hjemmeside.

Soundgarden blev dannet i 1984 af Chris Cornell og Kim Thayil sammen med bassisten Hiro Yamamoto, der var med på gruppens første ep'er samt de to første fuldlængde udgivelser, "Ultramega OK" (1988) og "Louder Than Love" (1989), hvor også Matt Cameron medvirker. Det var dog først, efter Ben Shepherd kom med i 1991, at gruppen for alvor fik sit gennembrud med albummet "Badmotorfinger" (1991). Verdensberømmelsen kom tre år senere med albummet "Superunknown" (1994), der blandt andet indeholdt sangen "Black Hole Sun".

Soundgarden udgav i 1996 albummet "Down On The Upside", men efter den efterfølgende turné valgte bandet at gå i opløsning. Dog var alle fire medlemmer til stede i oktober 2009 til en Pearl Jam-koncert, hvor Chris Cornell sang Temple Of The Dog-hittet "Hunger Strike" sammen med Pearl Jam, og tidligere i 2009 optrådte de tre øvrige medlemmer sammen med Tad Doyle til en Tom Morello-koncert. 1. januar 2010 offentliggjorde Chris Cornell, at Soundgarden var gendannet. I 2010 gav gruppen flere koncerter, og i 2011 annoncerede de, at de arbejdede på et nyt album, ligesom de tog de på en turné, der fortsatte ind i 2012 og blandt andet bragte dem til Sweden Rock Festival i juni.


"Been Away Too Long" kan streames her.

 

 


ANNONCE