Nyhed

One-Eyed Mules turnédagbog fra Tyskland kapitel 3

Den danske americana-gruppe er på tour syd for grænsen og skriver hjem fra landevejen

Se flere billeder fra turnéen i GAFFAs gallerisektion.

One-Eyed Mule er et dansk folk-rock band, der udgav deres fjerde album, "When Tomorrow Comes", i foråret 2012. Bandet er nu på en ni koncerter lang turné i Tyskland som en del af deres "When Tomorrow Comes"-tour, der tæller knap 30 koncerter. Touren afsluttes på Vega i København den 1. december. Med på touren i Tyskland har bandet Dirty Old Town a.k.a. Morten Christensen som support. Touren er booket af berlinske Magnificent Music.

 


One-Eyed Mule:

Rasmus Dall: Sang og guitar

Uffe Ipsen: Bas, sav og tangenter


Søren Lynggaard Andersen: Guitar, banjo og mundharpe

Simon Meiner: Trommer og glockenspiel

 


Fredag – Leipzig

Vi ankom til et Leipzig i tusmørke efter en lang køretur fra det nordlige Bayern. Aftenens koncert var på den historiske vinbar Horns Erben. Scenen var endnu en gang en udfordring med to meter i dybden og ti meter i længden, så vi prøvede igen-igen en ny opstilling: 0-4-0. Denne gang med Simon og Uffe på hver sin fløj og Rasmus og Søren på midtbanen. Den massive midtbane virkede, og vi spillede en sikker koncert for de knap 100, primært unge, Leipziggere. Vi følte os hjemme i byen, som tyskerne kalder kleine Berlin, og besluttede at vise One-Eyed Mule-fanen lidt mere frem på byens indbydende barer. Det blev til en 7-numres akustisk koncert på den udmærkede bar Nato, hvor der blev trukket heftigt på muldyrets rødder i værtshusspilleriet. Döner mit Rotkohl på vej hjem til de rene hvide hostelkøjesenge.

Lørdag - Bielefeld


Vi stod endnu en gang op til blå himmel og lun sol på alléerne. Tourens sidste koncert var på spillestedet Extra Blues Bar i Bielefeld. En by som de fleste tyskere grinede af når vi nævnte den. Byen skulle efter sigende være så kedelig, at den slet ikke eksisterer. "Bielefeld? – There is no Bielefeld", siger man. Der var da også ganske gråt og kedeligt, ikke kun på himlen, da vi kørte ind i Bielefeld, og de få mennesker vi så var et godt stykke over halvvejs på livsbanen. Vi var derfor noget spændte på aftenens koncert, eftersom vi efterhånden er redt slidte af tourlivets mangel på søvn og overflåd af festlige fristelser. Det kræver efterhånden lidt af publikum at holde én oppe, må vi indrømme. Derfor var det en stor lettelse, at der endnu en gang kom godt med mennesker, der lod sig forføre af vores muldyr. Vi sov i den punkede bookers lejlighed, der havde et rotteskelet i glas og ramme på væggen. Morten a.k.a. Dirty Old Town havde spillet og sovet der før, hvor han også havde haft slanger i lejligheden, men dem så vi heldigvis ikke noget til!

Søndag - Danmark

Vi var oppe klokken lort, pakkede bil og kørte mod Danmark. Vi har lige krydset grænsen og nærmer os banegården i Fredericia, hvor halvdelen af the fellowship toger den mod Sjælland. Det er gråt og det regner på os for første i en uge, "pech!". Tak for den Danmark.


Det har været en tour over al forventning. Kun en koncert var publikumsmæssigt en fehler, og alle steder vi har spillet, har de ytret ønske om, at vi snart kommer tilbage. Det har været sjovt og godt for bandet, inklusiv Lukas Lydmand, med en masse udebanekampe med meget svingende lydanlæg og vidt forskellige størrelser scener. Det har krævet en hel del kreativ tilpasningsevne efter forkælelsen på de regionale spillesteder i Dänemark. Prost ihr Säcke, Tschuss!

 

 


ANNONCE