Nyhed

Silkeborg holder elektronisk festival

Elektroniske Dage på Performers House byder på koncerter med blandt andre Rangleklods

Performers House – som er en højskole i Silkeborg – åbner snart dørene op for "Elektroniske Dage" den 8. og 9. november. "Elektroniske Dage" kommer både til at være et åbent hus og koncerter med skolens musikelever den 8. november, men også koncerter med de elektroniske artister Fire Slag og Rangleklods den 9. november.

"På Performers House samarbejder vi med Silkeborgs elektroniske festival No9 om at sparke gang i den elektroniske scene i Silkeborg, og har blandt andre haft Spleen United og Specktors på besøg tidligere på året. Nu vil vi lave en to dages event med mulighed for alle for at tjekke skolen ud og høre lidt om, hvad man kan forvente af et højskoleophold samt høre gratis koncert med de nuværende elever. Vi afslutter med koncerter fredag den 9. november med Rangleklods og Fire Slag. Kom og sving basarmen!" fortæller Stefan Kvamm, som er leder af den elektroniske musiklinje på Performers House.

Esben Andersen er manden bag kunstnernavnet Rangleklods, der i 2012 har haft et meget travlt år med pladeudgivelse og koncerter på for eksempel Roskilde Festival. Fire Slag er en elektronisk kvartet, der trækker på deres erfaring fra pladeforretninger, dansegulve og film- og teatermusik, men alle har fællesnævneren techno i nervebanerne.


Billetter til Fire Slag og Rangleklods kan købes via Billetto.dk.

ANNONCE