Nyhed

Spændende crossover på Global

Navnet University of Gnawa er totalt misvisende. Alligevel er der grund til at se frem til koncerten med den parisiske worldhybrid

Der er gået mode i ord som sufi og gnawa i disse år. De bliver brugt i flæng, og oftest bliver de misforstået og overfortolket. Sådan er det også med det orkester, som spillestedet Global præsenterer fredag aften. Alligevel er der grund til at se frem til den parisiske hybrid.

Aziz Sahmaoui stammer oprindelig fra Marrakesh i Marokko, hvor han tidligt blev optaget af den specielle gnawakultur. Når man bor i den røde by ved foden af Atlasbjergene, kan det simpelthen ikke undgås. Han var ikke selv gnawa, og ligesom bysbarnet Hassan Hakmoun udvandrede han tidligt, og undgik derved at skulle gennemgå den langvarige og som oftest groft underbetalte lærlingetid, som enhver af de ægte gnawa'er skal gennemgå. I Marokko var der omkring 1970 opstået forskellige grupper, som samlede udtryk som milhoun-poesi, gnawa-chants, berbersang, rock og reggae, og som oftest udsprang af teatergrupper. Disse ville medtage den trestrengede gimbri, en afrikansk baslut, som er en gnawamesters vigtigste instrument. Så Aziz lærte sig at spille på denne gimbri, ligesom han lærte sig gnawaernes sange, og kronen på den marokkanske karriere blev, da han kom med i en sen udgave af et af de ledende hybridorkestre, nemlig berømte og folkekære Lem Chaheb.

Vel ankommet til Paris befandt han sig i indvandrerkvarteret Barbès, og sammen med en række dygtige musikere dannede han Orchestre National de Barbès, som både i Frankrig og internationalt tog faklen op fra de store marokkanske forbilleder, vel at mærke tilsat elementer fra rai og fusionsjazz. På højden var de et fremragende orkester, og Aziz var med sin gimbri og fine røst en af de mest fremtrædende i bandet.

De seneste år har han været optaget af sit seneste projekt, hvor han – i lighed med andre parisiske musikere som Karim Ziad og Loy Ehrlich – knytter forbindelsen til gnawafolkets oprindelse i landene syd for Saharaørkenen, hvor fra gnawakulturen er kommet over det sidste årtusinde med karavanerne. Aziz har her fundet nogle fremragende musikere fra Senegal, og skabt en fusion, som især knytter forbindelsen mellem peulfolket og gnawamusikken. Det er ikke voldsomt originalt, men det kan ikke tages fra Sahmaoui, at musikken er en medrivende hybrid, hvor der tages afsæt i de gnawasange, han lærte som barn i den røde by.

Der er grund til at se frem til koncerten. Selv om selve navnet er misvisende. For det er altså i de snævre cirkler hos de sande mestre i Marrakesh og Essaouira og ude ved helligdommen i Tamesloht at det virkelige universitet leves. Og ikke hos en velmenende udvandrer i den franske metropol.

ANNONCE