Der er kun få billetter tilbage til koncerten i Vega
The Sandmen har ikke turneret siden 2008, og i onsdags kunne vi i GAFFA oplyse, at bandet i december giver koncerter i København, Aarhus, Odense, Esbjerg og Randers. Allerede nu er der kun få billetter tilbage til koncerten i københavnske Vega.
Koncerterne vil have fokus på gruppens store bagkatalog, mens line-uppet består af sanger Allan Vegenfeldt, trommeslager Michael Illo Rasmussen, guitarist Stefan Moulvad, Jens Hein på bas og Palle Hjorth på keys og Hammondorgel. De to sidstnævnte er nytilkomne, siden sidst bandet var på turné, mens bassist Ole Wennike til gengæld er gået ud.
The Sandmen blev dannet tilbage i 1985, gik i opløsning i 1995, og i 2003 blev bandet gendannet. Siden har de udgivet en opsamlingsplade med firsernes og halvfemsernes hits og to nye roste album. I 2009 kunne man dog læse på spillestedet Pumpehusets hjemmeside, at bandet holdt pause på ubestemt tid, på grund af "uoverensstemmelser internt i bandet i øjeblikket." De aflyste alle deres koncerter i 2009, og frontmand Allan Vegenfeldt forklarede om pausen i et interview til Politiken:
"Vi har måske slidt lidt rigeligt på hinanden de sidste par år, og hvis den gnist ikke rigtigt er der, så er det lige pludselig meget at lave for en lille smule glæde, så derfor valgte vi at sige, at så kan det sgu være lige meget".
Koncertbilletter til The Sandmen kan købes via GAFFA Live.





