Nyhed

Boys Noize aflyser Vega-koncert

Den tyske dj annullerer de skandinaviske koncerter

Boys Noize, med det borgerlige navn Alexander Ridha, er en tysk dj, som de seneste år har leveret soundtracket til klubber over hele verden. Boys Noize skulle have besøgt københavnske Store Vega den 25. oktober som en del af sin første liveturné nogensinde, men nu meddeler spillestedet, at koncerten er aflyst.

Udover den danske koncert er det også koncerterne i Oslo og Stockholm, som aflyses på grund af logistiske og produktionsmæssige årsager. Vega og Beatbox kan ikke garantere en ny dato med dj'en, og meddeler, at billetterne til koncerten vil blive refunderet.

Den 30-årige tyske dj har i sin karriere udgivet to albums. "Oi Oi Oi" i 2007 og senest "Power" i 2009 – begge på sit eget pladeselskab Boysnoize Records. Den tre-årige pause betyder imidlertid ikke, at der har været stille hos Boys Noise, som i den mellemliggende periode har lavet remixes for blandt andre N.E.R.D., Daft Punk og The Chemical Brothers samt været producer for Scissor Sisters og Spank Rock. Nu er Boys Noize snart aktuel med sit tredje album, "Out Of The Black", som udkommer den 2. oktober. 


ANNONCE