Både Danmark og USA bliver besøgt hen over efteråret
Choir Of Young Believers, under ledelse af sanger og sangskriver Jannis Noya Makrigiannis, har hen over sommeren spillet flere danske koncerter og annoncerer nu en efterårsturné, der først bringer det syv mand store band til London og siden hen til Danmark og USA.
Choir of Young Believers høstede stor hjemlig anerkendelse for deres debut, "This Is for the White in Your Eyes" (2008), der signalerede ankomsten af et nyt talent med en fuldt formet musikalsk vision og en kompositorisk opfindsomhed.
I år udkom så opfølgeren "Rhine Gold", som ligeledes blev belønnet med rosende ord. GAFFAs Michael José Gonzalez kvitterede med fem ud af seks stjerner og skrev blandt andet: "Jannis Makrigiannis synger stadig som en storladen, let melankolsk drøm, og der er plads til både det inderlige og det åbne. Intensitet og åndeløshed går hånd i hånd på "Rhine Gold", der på alle måder er en stor, modig og ambitiøs plade, der måske nok kræver mange afspilninger og helst helt tæt på i høretelefonerne for at komme ind under huden, men så står stjernestunderne til gengæld også i kø."
Albummet bragte Choir Of Young Believers på landevejen, hvor de tidligere i år blandt andet spillede udsolgte koncerter i London. Det er også her, at den kommende turné sparkes i gang med to nye koncerter, inden bandet for en stund igen vender hjem til Danmark, til blandt andet en mini-festival i Den Grå Hal, hvor også Snake and Jets, Amazing Bullit Band og Dinner er på plakaten.
Netop Dinner, som ep-debuterer den 24. september, fungerer som support for Choir Of Young Believers på turen gennem Danmark.
Den sidste halvdel af oktober tilbringer bandet i USA, hvor de både spiller CMJ Music Marathon i New York og en support-turné for engelske Daughter.
Billetter til de danske koncerter kan købes via GAFFA Live.
Tourdatoer:
25/09 Rough Trade East In-store, London
26/09 Cargo, London
28/09 Stars Vordingborg
29/09 Kulisselageret, Horsens
04/10 Sønderborghus, Sønderborg
05/10 Radar, Århus
06/10 Tapperiet, Hastrup
13/10 Den Grå Hal, København
15/10 Red Room, Boston
16/10 KungFu Necktie Philadelphia,
17/10 CMJ, New York (TBA)
18/10 CMJ, New York (TBA)
19/10 CMJ, New York (TBA)
20/10 CMJ, New York (TBA)
22/10 The Drake, Toronto
24/10 7th St Entry, Minneapolis
25/10 Schuba's, Chicago
27/10 Barboza, Seattle
29/10 The Independent San Francisco
30/10 Bootleg Bar Los Angeles