Nyhed

Conor Oberst gæster Bremen

Den amerikanske sangskriver spiller i januar koncert på dansk jord

Den 32-årige Conor Oberst, som både er frontfigur i Bright Eyes og medlem af bandet Monsters Of Folk, giver den 25. januar koncert i Bremen Teater i København. Det bliver med den amerikanske musikers soloprojekt, der indtil videre har resulteret i to fuldlængde album samt en ep, der alle har fået rosende anmeldelser.

Obest Conors selvbetitlede solodebut, som udkom i 2008, modtog seks ud af seks stjerner i GAFFA fra Mikkel Elbech, som skrev: "Triumf for Bright Eyes-frontmanden på både skramlet, underspillet og helt forrygende udspil." Efterfølgeren blev udsendt i 2009 og var denne gang officielt indspillet sammen med en gruppe af musikere kaldet The Mystic Valley Band. Albummet havde titlen "Outer South" og blev i GAFFA anmeldt til fem stjerner med ordene: "Oberst selv fortsætter med at plukke perler ud af den tilsyneladende uudtømmelige kreative kilde, hvis spændvidde fortsat er imponerende – fra det smukke og afdæmpede i Ten Women til den bidende protesthymne, Roosevelt Room."

Forsalget til Oberst Conor starter den 21. september via GAFFA Live.


 

ANNONCE