Det danske punkband er på tour ned gennem Europa og skriver hjem fra landevejen
Se mange flere billeder i GAFFAs gallerisektion.
Det københavnske punkband De Høje Hæle er taget af sted på en næsten to uger lang Europaturné, hvor de efter bedste evne vil forsøge at lære fra sig af de danske gloser. Med sig på turen har de en fotograf, som skal dokumentere, hvordan det foregår, når et dansksyngende punkband rejser rundt og begejstrer uforstående musikfans. Taler musikken virkelig sit eget tydelige sprog?
Kødannelser og gensynsglæde
Dag 1,2 & 3 København-Middelfart-Berlin-Prag
952 kilometer har de kørt siden de forlod København for 2 dage siden. Stella Fimse Nielsen kører og snakker jysk. Han er fra Tønder og har en fetich for træfigurer. Særligt dem som forestiller letpåklædte indianere. Han er af uransagelige årsager også endt med at blive De Høje Hæles impressario. Og så tager han med dem på tour hvor han også fungerer som chauffør og roadie (læs: fluffer). I august måned var han således med på en forlænget weekend i Norge og Sverige. Ved det første show i Bergen spillede der også et lokalt band, som hedder Hjerteslag. Forsangeren er en lille fyr med lækkert hår og solbriller og Stella endte med at smugle ham med hele vejen hjem til København.
En nat i Gøteborg hev vores lille norske fyr en pige med hjem på vandrehjemmet. Stella var sønderknust. Det var en hjerteskærende oplevelse at være vidne til. Tårerne flød, og Stella lukkede sine våde øjne og drømte sig bare to dage tilbage, hvor det havde været så hyggeligt og han havde syntes at de bare "bondede" så godt og De Høje Hæle drak Thyborønsnaps (med norsk linie aquavit i stedet for Rød Aalborg) med en stor mand fra Thyborøn som boede der i Bergen. Han havde det for vildt og råbte når han snakkede. Og så gav han mange omgange. Næste dag stod han op og tog fuld på job i kommunen.
Nu er De Høje Hæle på deres Rutsjebane-tour i Europa som vil bringe dem til så eksotiske steder som Tübingen og Winthertur. Stella Fimse Nielsen er med. Han har tørret sine øjne og rejst sig og kommet videre og denne gang har han taget en flot fyr med hjemmefra. En rigtig lækker mørklødet mand med ordentligt tyk århusianer-accent. Han lyder ligesom Johnson og måske ligner han ham faktisk også lidt. Bare med langt krøllet hår. Og så render han rundt med et kamera og tager billeder og filmer når De Høje Hæle spiller. Han var væk i morges, men han dukkede op inden vi kørte. Han havde sovet ude i gaden og formået at smide bilnøglen væk.
De Høje Hæle spillede på et sted i Berlin som hedder Beiroy i går. Der var gæsteoptræden af en ven og fan hjemme fra København, som tilfældigvis var på ferie i byen. Han var skidefuld efter at have drukket hele dagen og kom op og rappede over nummeret "U.F.O." Efter koncerten tog de på en bar som har haft åbent 24 timer i døgnet de sidste 42 år. De sov i en vens lejlighed. Natten til i går sov de i Ungdomshuset Walker i Middelfart, efter at have spillet på husets egen Walker Festival. I aften skal de spille i Prag, men de er forsinkede igen efter at have kørt den forkerte vej i lang tid, og spillestedet skal slutte med live musik allerede kl. 22. GPS'en siger de er fremme 20:30. Uha, det er spændende om de når det. Tryk på speederen, Stella! Søndag 19:17. 9/9/12
Dag 4 Prag – Tübingen
De nåede frem til Prag og spillestedet så de stadig kunne nå at spille. Det andet band, der skulle have spillet kom aldrig, så arrangøren havde godt nok været ved at miste modet og nogle få gæster var gået hjem igen, men de fleste var blevet og der var masser tid til De Høje Hæle. Klub 007 hedder spillestedet som har fungeret som sådan lige siden 1969. Lyden var god og der var godt med gode folk. Dejlige tjekkiske pilsnere på køl og tofugryde og kartofler med paprika og kommen. Klassisk tjekkisk madlavning. Det var lige noget for Henrik. Lydmanden havde fødselsdag og fyldte 50. Der var vist ikke nogen der fik sagt hverken tillykke eller tak for den gode lyd.
Nu er De Høje Hæle tilbage på den sydtyske autobahn. Myren er bag rattet. Stella ligger på bagsædet og sover. Han har været meget stresset på det sidste. Specielt i går var han meget stresset. Han stresser vist også lidt nu, som han ligger der med kæben hængende og savler på sin mave, selvom de er kommet afsted i noget bedre tid idag. I aften skal de spille i universitätsstadt Tübingen.
Læs de følgende kapitler de kommende dage i GAFFAs artikelsektion.





