Nyhed

Fireflies-medlem og Søren Sko på vej med album

Den 15. oktober udkommer Shoes For Julias debutplade. Det umage par er nu aktuel med singlen "Bringing on the Heartache".

Duoen Shoes For Julia består af den garvede sanger Søren Sko, 49 år, og den 24 år yngre Julia Fabrin, som er kendt for X Factor-gruppen The Fireflies. I juni var Shoes For Julia klar med deres første-single "Cross The Line", og nu er de atuelle med single nummer to, "Bringing on the Heartache", inden deres selvbetitlede debutalbum udkommer i oktober. Det nye album er produceret af Lars Skjærbæk, som tidligere har arbejdet med Michael Falch, Inside the Whale og Boat Man Love.  

Da Søren Sko og Julia Fabrin først mødte hinanden var det meningen, at hun skulle skrive sange til hans soloplade, men i stedet fandt Sko og Fabrin ud af, at deres stemmer klingede godt sammen, og de fik lyst til at arbejde yderligere sammen. "Jeg var solgt med det samme, da Julia spillede sine numre, og jeg var overrasket over, hvor let vores stemmer smeltede sammen," fortæller Søren Sko.

Et længere samarbejde med skrivedage og studieaftaler førte til den tostemmige duo Shoes For Julia, og det nye album består både af sange, som er skrevet i fællesskab, og sange som Julia har skrevet alene.


25-årige Julia har tidligere udgivet et album med X Factor-trioen The Fireflies i 2010, og har derudover skrevet sange til andre kunstnere – heriblandt Christopher, Sarah, Louise Dubiel og Sanne Salomonsen. Søren Sko, som i dag er 49 år, fik sit gennembrud med duoen Sko/Torp i 1990, og han har siden udgivet fem soloalbum og fem album sammen med Palle Torp.

ANNONCE