Nyhed

Guide: 10 danske album, du skal glæde dig til i efteråret

Vi har udvalgt 10 danske album, du kan se frem til at høre i de kommende måneder

Vi har lige slået hul på september og dermed sagt farvel og tak til sommeren. Men fortvivl ikke over, at vi nu går mod koldere og mørkere tider. Det betyder også, at musikerne og pladeselskaberne er begyndt at udgive musik igen efter en død sommerperiode, og der er nok at glæde sig til. I den anledning giver GAFFA dig en guide til en række af efterårets danske udgivelser.

Læs også guiden "20 udenlandske album, du skal glæde dig til i efteråret", her.

Savage Rose: "Love And Freedom" den 8. september

Annisette og Co. er efter fem års pladepause tilbage med deres 21. studiealbum. "Love And Freedom" udkommer den 8. september og på det nye album findes der musikalske spor helt tilbage til tiden før The Savage Rose, hvor Annisette allerede som 15-årig sang på musik- og dansestederne i det københavnske natteliv. Efter komponist og tangentspiller Thomas Koppels pludselige død i 2006 er Annisette det eneste tilbageværende originale medlem i Savage Rose. Førstesinglen "Freedom To Love" blev offentliggjort tilbage i juli og er en hyldest til undertrykte verden over, der kæmper for ret til et liv i frihed og kærlighed. Hør den her.

The Raveonettes: "Observator" den 11. september

Sune Wagner og Sharin Foo er klar med deres sjette studiealbum "Observator", der lander i butikkerne den 11. september. The Raveonettes begyndte sidste år at arbejde på nyt materiale sammen med mentor Richard Gottehrer, som de også arbejdede sammen med på albummene "Chain Gang Of Love" fra 2003 og "Pretty In Black" fra 2005. Det tog kun syv dage at indspille sangene til det nye album, hvor vi tilbage i juli fik en smagsprøve med førstesinglen "She Owns The Streets". Hør den her.

Thomas Thomsen: "Alt Det Jeg Troede Du Bedst Kunne Li" den 24. september

Thomas Thomsen er bedst kendt som frontmanden i det danske indieband Pluto. De nåede at udgive tre albums, inden de i 2007 besluttede at trykke pause på ubestemt tid. Seneste udspil var "Ingen Ved Hvorhen" fra 2006, hvorpå man finder gennembrudssinglen "Guldlok", som var Ugens Uundgåelige på P3. Thomas Thomsen har skabt et poppet soloudspil, der udkommer den 24. september. Indtil da kan førstesinglen "Én Ting" høres her.

Efterklang: "Piramida" den 24. september

Så er der nyt fra Efterklang, som udkommer med deres fjerde album "Piramida" den 24. september. Albummet bliver, ligesom 2010's meget roste "Magic Chairs", udgivet internationalt af det indflydelsesrige engelske selskab 4AD (Bon Iver, The National, Iron & Wine med flere) og i Skandinavien af Efterklangs eget selskab Rumraket. "Piramida" tog sin start, da de tre medlemmer i Efterklang tilbage i august 2011 tog på en ni dages lydekspedition til en forladt russisk mineby på Svalbard, som ud over at være hjem for flere isbjørne end mennesker også rummer spøgelsesbyen Piramida. "På 'Piramida' er vi meget langt nede at grave i tingene, og vi har som udgangspunkt gjort det sammen. En fælles forståelse og referenceramme", udtaler bassist og manager Rasmus Stoltberg. Førstesinglen, der åbner pladen, hedder "Hollow Mountain" og kan høres her.

Alphabeat: "Express Non-Stop" den 24. september

Alphabeat er klar med et nyt popalbum den 24. september, og ligesom de tidligere album bliver det med kærligheden som det gennemgribende tema. "Vi er et kærlighedsband. Ganske simpelt! Så der er stadig masser af kærlighed på den nye plade", siger bandets kvindelige forsanger Stine Bramsen. Bag sig har Alphabeat én million solgte album og singler, siden bandet fra Silkeborg udgav deres første selvbetitlede studiealbum tilbage i 2007. Indtil videre er der udgivet to singler fra albummet, "Vacation", der kan findes her, og "Love Sea", som du kan lytte til her.

L.O.C: "Prestige, Paranoia, Persona Vol. 2" den 1. oktober

Til oktober er L.O.C klar med en opfølger til albummet "Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1", der udkom tilbage i marts. GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr uddelte dengang 5 stjerner og skrev: "Lad det være sagt med det samme: Vol. 2. må gerne følge efter i en fart". Her kommer den så! Førstesinglen ramte allerede nettet i starten af august, hvor man gratis kunne streame "Helt Min Egen", der har soulsangerinden Barbara Moleko med på omkvædet. Hør den her.

The Floor Is Made Of Lava: "Kids & Drunks" den 1. oktober

"Kids & Drunks" bliver sendt på gaden den 1. oktober som almindelig cd, samt som deluxe digibook-cd med bonusmateriale. Desuden vil albummet være tilgængeligt som lp på blå vinyl. "Albumtitlen er for os en slags tilbagevenden til at turde være lidt fjollede. At lægge det mere eller mindre højtidelige til side og omfavne den kulsorte ironi, hvor man ikke tager sig selv mere seriøst, end at man tør udstille sig selv med alle sine mangler og utilpassede ambitioner for livet," udtaler forsanger Tobias Kippenberger om "Kids & Drunks". Esbjerg-gruppen udsendte tilbage i juni førstesinglen "Lost In The Woods", som du kan lytte til her

Søren Huss: "Oppefra Og Ned" den 15. oktober

Tilbage i 2010 debuterede Saybia-forsangeren Søren Huss med sit soloudspil "Troen & Ingen", der nærmest var ét langt sorgarbejde, præget af tabet af hans kæreste og hans datters alvorlige kvæstelser, begge dele som følge af en trafikulykke tilbage i 2007. Nu er Søren Huss tilbage med et anerledes up-beat album. "Jeg har trængt til et musikalsk spark i røven, og det føler jeg, at jeg har fået," udtaler Huss i forbindelse med albumudgivelsen, og fortsætter "Pladen er blevet ret orkestreret, hvilket egentlig ikke var intentionen, og der er kommet stryg med på seks ud af ti numre. Vi har primært indspillet i Saybias studie uden for Køge, og så har Michael Patterson mikset pladen i L.A".

Ane Trolle: "The Honest Wall" den 22. oktober

Ane Trolle er klar med sit første soloudspil den 22. oktober, efter successen med sine tre konstallationer JaConfetti, Trolle/Siebenhaar og Balstyrko. Sidste udgivelse kom i form af "Jagten Paa Noget" i 2009, hvor Ane Trolle, i samarbejde med Blæs Bukki og Anders "Ormen" Christophersen præsenterede projektet Balstyrko. Nu er Ane Trolle så klar til at stå på egne ben og har netop præsenteret førstesinglen "Rooftop", som kan høres her.

Nephew: "Hjertestarter" den 2. november (billedet)

Sidst, men bestemt ikke mindst, har vi naturligvis det folkekære Nephew, der er på vej med en opfølger til deres "Danmark Denmark" fra 2009. Forsanger Simon Kvamm udtaler i forbindelse med albummet: "Alle sangene er skrevet ind i denne her ramme; nemlig at sangene var nødt til at handle om noget, som jeg har følt og ikke bare tænkt". For en uge siden udkom så førstesinglen, der samtidig er titelnummeret til det kommende album, hvor Nephew hylder Vesterhavet. "Hele mit liv er jeg kommet ved Vesterhavet. Nogle gange ligner det kviksølv, andre gange champagne, men hver gang virker det som inspiration. Når jeg ikke kan mærke mig selv, og mit hjerte er gået på standby, så virker Vesterhavet som løftestang ud af denne tilstand. Som en Hjertestarter", udtaler Kvamm. Hør singlen her.

ANNONCE