Nyhed

Pop-pilot: Musiklejr for unge piger

Ny dansk musiklejr vil inspirere 13-16-årige piger til at blive musikere

I skolernes efterårsferie får 20 danske piger i alderen 13 til 16 år i projektet Pop-pilot muligheden for at spille instrumenter som guitar, trommer, bas og klaver – uanset om de har spillet et instrument før. Pigerne vil udelukkende blive undervist af kvindelige, danske musikere, heriblandt Ida Gard (billede), Louise Foo (Giana Factory), Maria Timm og Karen Mukupa. 

I rytmisk musik ses kvinder oftest som sangere, og sjældent som instrumentalister. Rapporten "Kønsbalancen i rytmisk musik" viste tidligere i år, at der er en stor overrepræsentation af mænd i rytmisk musik, og at mænd besidder omkring 80 procent af alle musikrelaterede jobs - både som musikere, pladeselskabsdirektører, producere og musikanmeldere.

I et forsøg på at ændre den skæve kønsfordeling har Statens Kunstråds Musikudvalg udpeget ROSA (Dansk Rock Samråd) til at oprette den første musiklejr for piger i Danmark.


"Vi synes, det er vigtigt at få ændret på den store skævhed mellem kønnene, der hersker i den rytmiske musikbranche. Derfor igangsætter vi nu dette projekt, hvor pigerne får mulighed for at prøve kræfter med musikken på egne præmisser. Forhåbentlig kan det engagere pigerne fra en tidlig alder," fortæller formanden for musikudvalget, Erik Bach.

Ideen til Pop-pilot kommer fra den svenske musiklejr for piger, Popkollo, som er blevet en stor succes i Sverige. Popkollo er udsprunget af den amerikanske "Girls Rock! Camps", som første gang fandt sted i Portland, Oregon i 2001, men i dag foregår mange steder i USA.

Pop-pilot foregår i Horsens, den 15.-21. oktober.


Læs mere om projektet på ROSAs hjemmeside.

ANNONCE