Nyhed

Randi Laubek synger i Koncerthuset

Den danske sangerinde giver koncert i DR's Koncerthus med sangene fra "Letter to the World"

Randi Laubeks fascination af lyrikeren Emily Dickinson startede allerede som teenager, og i juni udsendte sangerinden sit seneste album, "Letter to the World", som indeholder sange skrevet ud fra Dickinsons digte, og guitaren bliver brugt som understøttelse. Den 18. november kan Laubek opleves med blandt andet disse sange, når hun optræder live i Koncerthusets Studie 2.

Emily Dickinson levede hele sit liv i barndomshjemmet i Amherst, Massachusetts – fra sin fødsel i 1830 og til sin død i 1886. I Dickinsons levetid blev kun cirka ti af hendes digte publiceret, og hun døde derfor også forholdsvis ukendt. Efter digterens død fandt hendes søster mere end syvhundrede håndskrevne digte, og fra 1890 til 1955 blev der trykt mere end 1700 af digterens værker, som sikrede hende international anerkendelse.

Det skrøbelige og lidt barnlige ydre som kendetegnede kvinden Emily Dickinson, står i skarp kontrast til den store intensitet og råstyrke, som hendes digte indeholder. I dem bliver samfundslivet og religionen erstattet af det intime liv og hengivelsen til kunsten. Digte om længsel, død, svigt, sorg, kærlighed og krise. På "Letter to the World" forener Randi Laubek universet omkring Emily Dickinson med sin egen stemme og musik.


Randi Laubek har i sin karriere udgivet i alt fem studiealbums, hvoraf det første, "Ducks and Drakes" udkom i 1997 og det næstseneste, "Sun Quakes" blev sendt på gaden i 2009.

Billetter til Randi Laubek kan købes fra i morgen via DR's hjemmeside.

ANNONCE