Nyhed

Robbie Williams er klar med ny single

"Candy" er titlen på Robbie Williams nye single, som i går blev spillet i radioen for første gang

Der har allerede været en del optakt til Robbie Williams' kommende og niende album som soloartist, "Take The Crown", som er på gaden den 5. november. I går kunne første singleudspil, som har fået titlen "Candy", for første gang høres i radioen. Den nye single udkommer den 29. oktober.

"Candy" er skrevet i samarbejde med Take That-kollegaen Gary Barlow, som også har produceret sangen. Det officielle artwork er sammen med singlen blevet offentliggjort og viser Robbie Williams' hoved i hvid maling, dækket af store lyserøde polkaprikker. Williams er desuden for nylig blevet set i East London, hvor han var i gang med at filme videoen til den første single. Her blev han set til hest, iført rustning og englevinger.

I slutningen af august kunne GAFFA skrive om den kryptiske besked, som Robbie Williams havde postet på sin hjemmeside med ordene: "03.09.12". Den 3. september kunne Williams så offentliggøre titel, trackliste, udgivelsesdato og artwork til "Take The Crown", der udkommer i en almindelig og en deluxe udgave, som indeholder to ekstranumre, "Reverse" og "Eight Letters" og videoer som viser behind the scenes-optagelser ved albummets tilblivelse, samt optagelser til musikvideoen til "Candy".


Robbie Williams har som soloartist udgivet i alt otte album, det seneste "Reality Killed The Video Star" fra 2009. Det kommende album, "Take The Crown", er dog ikke ensbetydende med, at sangeren ikke fortsætter som medlem af det genforenede Take That.

Lyt til Robbie Williams nye single her.

 


ANNONCE