Vi har fanget sangeren, sangskriveren og produceren, der nu kun vil udgive singler
Thomas Troelsen er begyndt at røre i Private-gryden igen med nummeret Everywhere, der for tiden hærger landets radiostationer. Nummeret er det første i en række af nye sange fra Troelsens Private-projekt, men man skal ikke holde vejret, indtil et nyt Private-album fra pop-alkymistens kyndige hænder ser dagens lys. GAFFA har mødt Troelsen for at kaste lys over sagen.
I vil simpelthen ikke lave flere plader?
– Det er rigtigt, haha! I hver fald på nuværende tidspunkt. Det er jo ikke sådan, at jeg fuldstændig vil udelukke nogensinde at udgive sange i albumformat igen. Lige nu kan jeg bare ikke se det ske. Hverken publikum eller jeg selv køber jo plader længere, med mindre det er gammel musik, jeg skal ud at have fat i, og jeg har en ret stor pladesamling, så det er ikke særlig tit, jeg får brug for det. Hvis jeg skal høre noget nyt eller opdage ny musk, så foregår det på YouTube. Selvom jeg er nostalgiker og går rigtig meget op i musik – måske mere end nogen anden – vil jeg rigtig gerne befinde mig i nutiden.
– Selvfølgelig er der stadig folk, der køber plader, men langt de fleste benytter sig at streaming og cloudservices. For unge mennesker er YouTube den ultimative platform til at gå på opdagelse i musikken, og jeg ville da ønske, at jeg havde haft den teknologi til rådighed som ung musikinteresseret. Særligt der hvor jeg kommer fra, var det ret besværligt at skulle opbygge sig et "musiktræ" med mange forgreninger. Det eneste, der var tilgængeligt var de der funkrock-bands, der florerede i 90'erne, og det sagde mig ikke så meget, så det var enormt fedt, at der var lavet så meget andet og anderledes musik før den tid og gå på opdagelse i det i stedet.
Ghetto-rap møder pop og indie
Hvad kan vi forvente af de kommende Private-singler?
– Jeg har jo faktisk lavet et helt album, men sangene bliver bare udsendt enkeltvis. På Everywhere er det en G Unit-rapper ved navn Genasis, der rapper, og der vil også være en del rap på de kommende singler, hvor jeg prøver at forene hård ghetto-rap med et mere poppet og indie-følsomt univers. Det skal blive spændende at se, om rapperne selv forstår det. Jeg har fået afslag fra nogle, der nægtede at rappe over den type musik, jeg laver, haha!
I disse reunion-tider har I så overvejet en Superheroes-reunion?
– Nej. Det kommer der heller ikke. Det bliver i hvert fald uden mig. Alle de revival-bands, jeg har set, har været en skuffende oplevelse. Jeg så Duran Duran på Roskilde for nogle år siden, og jeg ville ønske, der var nogle der sagde til dem, at de aldrig måtte optræde igen. Nyd nu bare jeres otium og de ting, I har udrettet! Kunstnerisk er det ret kikset. Jeg kan sagtens leve på de ting, vi opnåede dengang. Det er et godt minde for os, og for dem der kunne lide det, så der er ikke nogen grund til at fucke det op.
Læs et længere interview, hvor Troelsen blandt andet kritiserer pressen for at holde fast i et forældet albumformat, i GAFFAs artikelsektion.