Tina Dickow er tilbage med albummet "Where Do You Go To Disappear?"
Tina Dickow er tilbage med albummet Where Do You Go To Disappear? Selv er den rejselystne sangerinde forsvundet til Island, men GAFFA har mødt hende til en snak om netop at bo på vulkanøen, om musikken og om hvordan man kan møde friheden under faste rammer.
Hvis man har holdt øje med Tina Dickows blog, hvor hun under indspilningerne af sit femte regulære studiealbum Where Do You Go To Disappear? har holdt fans og andre interesserede opdateret med arbejdet på pladen, kunne man i starten af april læse følgende frustrerede udmelding om en drillende tekst til en af de nye sange:
"Yesterday afternoon, long out of patience, I managed to finish it with a fairy tale approach, inspired by a Yeats poem. I was so happy. But in the evening when I attempted to record it, it sounded completely wrong. Like a Sting song from the 90s (no offense). So it's back to the drawing board this morning. I hope I don't end up too angry with this song!"
Heldigvis lykkedes det at få sangen på plads, uden den blev alt for intellektuel. Faktisk snarere tværtimod, fortæller den nybagte mor, der har kunnet benytte sig af af at have studiet lige ved hånden – nærmere betegnet i kælderen – i sit nye hjem på Island, så der har været tid til at nørkle med tingene, så både musik og drillende tekster kunne komme helt på plads.
– Det har jo været vildt fedt at kunne rette alle de småting, man er utilfreds med undervejs i processen, når nu studiet er lige til at gå til hver dag.
Det lyder også lidt farligt i forhold til, at tingene så måske altid kan blive en smule bedre, når man hele tiden kan gå ind og pille ved det?
– Det er det helt sikkert, men det er jeg egentlig meget god til at styre. Når det kommer til musik, har jeg lagt en del af perfektionismen på hylden, og jeg har ikke noget problem med at acceptere, at "det blev som det blev den dag, den måned eller det år". For det var jo dér, jeg var, og det var de ting, der skete på det tidspunkt. Men jo, det er fristende at blive ved med at ændre og rette i detaljerne. På de sidste mange plader har jeg faktisk haft sat nogle dogmer op for netop at undgå perfektionismen.
Hvilke dogmer har det været?
– Særligt i forbindelse med A Beginning, A Detour, An Open Ending var det meget udtalt: vi havde fire dage til hver af de tre ep'er, og så måtte det blive, som det nu blev. Der var ikke tid til at skyde fra flere forskellige vinkler. Enten fungerede det, eller også gjorde det ikke. Og hvis en sang ikke fungerede, røg den ud med det samme. Ingen tid til perfektionisme, og på dén måde kom det til at handle om flow og om at stole på materialet, og det kunne jeg rigtig godt lide.
– Der var også soundtracket (The Road To Gävle, red.), hvor alting skulle gå hurtigt, fordi vi indspillede i det legendariske – og dyre! – Electric Lady Studio i New York, hvor vi havde fem dage til at få alt det grundlæggende på plads.
– Denne gang har vi haft god tid, jeg har haft studiet derhjemme, og jeg har ikke spillet koncerter og ikke skullet andet end at skrive sange og lave pladen. Jeg var ret nervøs for hvilke sange, der ville komme ud af al den ro og stilhed. Men jeg valgte at dykke ned i stilheden, lod alle gamle idéer blive i skuffen og startede helt fra bunden med sangene. Så udgangspunktet på pladen er helt friskt. Og resultatet er ironisk nok mindre stille, end det meste jeg har lavet tidligere.
Læs et meget længere intertiew i GAFFAs artikelsektion.
Du kan også komme med Tina Dickow og GAFFA på visuelt road trip på Island i vores store billedgalleri til artiklen, hvor du kan se flere billeder af både Tina og Islands storslåede natur.
