Anmelderroste Indians indtager de danske landeveje
Det er gået hurtigt for enmandsensemblet Indians alias Søren Løkke Juul, der for blot et år siden endnu ikke havde spillet en eneste koncert under navnet. Det er der nu lavet om på, og Indians er klar med en lille danmarksturné i april.
Søren Lykke Juul blev opdaget ved et tilfælde. Videoen til nummeret "Magic Kids", som var optaget med et mobil-kamera, blev lagt på nettet og spredte sig lynhurtigt til alverdens musikblogs. Denne fandt også vej til en A&R-medarbejder på det legendariske label 4AD (Efterklang, The National, Bon Iver, Neil Halstead med flere), som fløj over og så Indians' kun anden koncert på KB18 i København.
Dette møde kom der en pladekontrakt ud af, og Indians udgav tidligere på året debutalbummet "Somewhere Else". GAFFA's anmelder Pelle Sonne Lohmann skrev:
"Ikke ét eneste svagt nummer indfinder sig på denne mesterlige bedrift, hvis ekstraordinært storslåede højdepunkter tæller de folk-energiske I Am Haunted og Cakelakers, den mageløst majestætiske Magic Kids og den ubønhørligt rørende finale Somewhere Else".
Samme sted kvitterende han med flotte seks stjerner.
Billetter til koncerterne med Indians kan findes via GAFFA Live, og koncerterne er som følger:
11.04: Studenterhus, Aarhus
12.04: Studenterhuset, Aalborg
13.04: Kulisselageret, Horsens
14.04: Beta, København