Weekenden byder på gratis koncerter med DJ Static og Kadie Elder i NorthSide Pop-up Shop
NorthSide lancerede i sidste uge en midlertidig butik i Vestergade 8 i Aarhus, hvor man kan købe billetter til årets festival, deltage i workshops og foredrag, møde folkene bag festivalen og meget mere. Men da musik jo er den vigtigste del af NorthSide, er der naturligvis også livemusik i butikken.
Denne weekend byder på to koncerter, og den første er fredag 19. april, hvor man kan opleve en af landets allerbedste dj's i NorthSide Pop-up Shop, når DJ Static lægger vejen forbi. Static er aktuel med albummet "Rolig Under Pres", og på fredag vil han stå for musikken til fredagsbaren i NorthSide Pop-up Shop.
Dagen efter er der koncert med Tak Rock!-bandet Kadie Elder, der 22. april udgiver deres debut-minialbum. Bandet er lige nu aktuelle med singlen "Simple Guy", og ganske som Static er de blevet udvalgt til at spille på Spot Festival i maj.
De to koncerter kan opleves i NorthSide Pop-up Shop på følgende tidspunkter:
DJ Static – Fredag 19. april kl. 16:00
Kadie Elder – Lørdag 20. april kl. 17:00
Lørdag 20. april er sidste åbningsdag i NorthSide Pop-up Shop, og her er der fortsat mulighed for at købe fysiske billetter til NorthSide 2013. Billetsalget går fortsat, ifølge festivalen selv, over al forventning, og flere billettyper er allerede udsolgt.
NorthSide 2013 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 14.-16. juni. Billetter kan findes via GAFFA Live.