Nyhed

Private udgiver ny single og spiller eksklusiv koncert

Thomas Troelsen er klar med ny single og første koncert i ti år

Thomas Troelsen er kendt i den danske offentlighed som skarpt klædt hitmager med en lang række hits på samvittigheden, både som kreativt omdrejningspunkt i Superheroes, med soloprojektet Private, og som sangsmed og producer for andre. 

Til gengæld er det ti år siden, han sidst optrådte offentligt, men nu kan hans fans se frem til et eksklusivt live-show, når han den 7. juni giver koncert på Plænen i Tivoli.

Koncertnyheden fejres samtidig med en ny Private-single, "Hell Ain't A Bad Place to Be", med tilhørende video, der udkommer den 15. april. Nummeret er skrevet og indspillet sammen med den internationale producer Herbie Crichlow, der blandt andet står bag flere af Backstreet Boys' hits. 


"Det er nervepirrende at skulle spille igen, men det er selvfølgelig også vildt spændende. Jeg kan godt lide, at der er noget på spil. Alting kan virkelig gå galt, fordi det kun er én gang, denne ene aften, så man satser på, at helbredet er i orden, og at det ikke regner", udtaler Thomas Troelsen forud for koncerten. 

Han tilføjer også om den nye single:

"Jeg laver det selvfølgelig i første omgang, fordi jeg synes, det er pisse sjovt, og fordi jeg ikke kan lade være. Men når det så bliver udgivet, er det selvfølgelig 100 procent i håb om, at der er andre, der får den samme fornemmelse. Og så er det selvfølgelig fedt at få et hit. Det er da helt vildt fantastisk, når folk synger med og danser til ens musik."


 

ANNONCE