Nyhed

Hør ny single fra Veronica Maggio

Den svenske sangerinde er klar med første single fra sit kommende album ”Handen i Ficken Fast Jeg Bryr Mig”, der udkommer til efteråret

"Dallas" er navnet på Veronica Maggios nye single, som er det første udspil fra sangerindens fjerde album "Handen i Ficken Fast Jeg Bryr Mig", som udkommer den 4. oktober i år. Singlen er en habil popsang, som byder på mere af sangerindens fine og lyse stemme og musik, der bedst kan beskrive som en blanding af The Cardigans og Lisa Ekdahl.

Veronica Maggio havde i 2008/2009 stør succes med hittet "Måndagsbarn", der dengang gik ind som nummer otte på den danske trackliste. Nummeret var en del af albummet "Och Vinnaren Är..." fra 2008. Maggios seneste album "Satan i Gatan" blev udgivet i 2011, så det nye album har været noget tid undervejs. Nu er det dog på trapperne, og du kan høre Veronica Maggios single "Dallas" herunder. Du kan læse anmeldelsen af "Satan i Gatan" her.

Sidste år besøgte Veronica Maggio Smukfest, hvor hun gav koncert søndag aften. Natten efter koncerten kom sangerinden og hendes følge dog ud for en tragisk ulykke, idet lydmand Tom Hofwander på vej tilbage til Sverige faldt ud af Maggios tourbus og døde. Hofwander havde tilsyneladende taget fejl af en dør i bussen, som han troede ledte ud til toilettet. Det var desværre ikke tilfældet, og lydmanden faldt således ud af bussen på motorvejen omkring Bjæverskov på Sjælland og døde som følge af et kraniebrud, som han pådrog sig efter faldet.


Forhåbentlig får Veronica Maggio mulighed for at gæste Danmark i forbindelse med hendes nye album, uden tragiske hændelser.

ANNONCE