Kissaway Trail: Optur + Nedtur = Genfødsel

Der er sket en del, siden The Kissaway Trail i 2005 blev dannet af fem strittende personligheder, der havde Odense og en total hengivelse til musikken til fælles. De to sangere og sangsnedkere Thomas L. Fagerlund og Søren Corneliussen havde skabt et drømmende og melodisk univers, der var nyskabende for sin tid og havde en klang med et klart internationalt snit.

Dét blev tidligt slået fast, da kritikere, pladeselskaber og bureauer straks kastede stjerner og kontrakter efter kvintetten og slog dørene op til den internationale musikscene. "Værsgo, verden er jeres!"  

– Nærmest den dag, vi sendte vores musik ud, fik vi et svar fra Bella Union, som sagde, at "vi elsker jer, jer vil vi gerne signe." Fra da af var det hele tiden en fremadstormende succes. Konstant. Ikke på ét tidspunkt fra 2007 til slutningen af 2010 gik det tilbage. Der var hele tiden nye ting, der var bedre end de foregående, siger trioens trommeslager, Hasse Mydtskov.

I et mørkt hjørne i rødt læder på Café Runddelen på Nørrebro sidder de tre tilbageværende medlemmer og reflekterer over fem vilde år på landevejen, der endte i total sammensmeltning.

Det er ikke et tilfælde, at interviewet foregår netop her.

Kissaway Trail har ellers været et odenseansk vartegn, og bandet har ikke været flov over at være fra den fynske hovedstad.

Men en del af en den hårde genfødsel, der har varet tre år og stadig er i gang, har været at flytte til nye omgivelser og få nye inputs. I 2010 flyttede Thomas L. Fagerlund til Nørrebro. Nu kalder han området sit hjem og hylder med singlen Nørrebro Københavns mangfoldige bydel på bandets tredje studiealbum, Breach.

– Meget på den nye plade kredser om Nørrebro. Da det begyndte at gå dårligt, kunne jeg mærke, jeg havde brug for noget nyt. Det var et tilfælde, jeg endte her, men fandt hurtigt ud af, at meget af det, jeg havde savnet, lå her. Her bliver jeg inspireret af folk, bygninger og natteliv. Her bliver folks forskellighed hyldet, hvor den får tæsk i Odense, fortæller Thomas L. Fagerlund.

Sammenbruddet

Historien om The Kissaway Trail var ellers ren solstråle: The Guardian, Pitchfork, The Times; alverdens medier skamroste bandet, det anerkendte, britiske label Bella Union signede Kissaway Trail som det første danske band nogensinde, og branchefolk nævnte bandets positive energi og symbiose. Samtidig stod sammenligninger med titaner som Arcade Fire og Flaming Lips i kø, mens hittet "Smother + Evil = Hurt" red hitlisterne. Men bag kulissen lurede et utæmmeligt monster.

– Alting er jo godt i en optur. Hvis man virkelig har medvind og bliver bekræftet over alt, kan man godt have konflikter eller uenigheder, men de er nemme at pakke væk, siger Hasse Mydtskov.

– Men skal jeg virkelig se indad, tror jeg godt, man fra starten var klar over de potentielle uenigheder. Man var klar over det, der kunne ske.
Det var på turnéerne, uenighederne opstod. For mange stoffer. For meget ego. Bandet betegner selv forskellighed og misbrug som direkte årsager til, at projektet røg af sporet. Det resulterede i skidt kommunikation og uløste konflikter.

– Når der så blev snakket om det, var folk blevet fulde. Og når man er fuld, siger man det på nogle helt forkerte måder. Og så var det, det gik galt, siger Thomas L. Fagerlund. Hasse Mydtskov tager over:

– Misbrug var en væsentlig faktor i bandet: Når folk har problemer med sådan noget, og man samtidig ikke kan nå ind til hinanden, bliver man fem egoer, der beskytter sig selv.

Så hvert bandmedlem gik i hver sin retning. Thomas L. Fagerlund reagerede ved at trække gå ind i sig selv. Han holdt helt op med at gå ud efter koncerterne. Og for Søren Corneliussen begyndte et alkoholmisbrug, der har betydet, han har været i terapi og nu er på antabus og af samme grund er den eneste omkring det mørke bord på Runddelen, der nipper til en flaske Aquad'or.

– For mig har der helt klart været for meget druk, og det har ødelagt en del ting. Jeg har oplevet at være til koncert, hvor jeg var så smadret af alkohol, jeg ikke har kunnet synge. Det var en nedtur for mig. Der er også flere lande, jeg ikke kan huske, jeg har været i, fortæller han.

Hasse Mydtskov nævner, at der på et tidspunkt gik en måned, hvor han ikke sagde et ord til Søren Corneliussen. Til sidst måtte Corneliussen spørge: "hvorfor svarer du aldrig, når jeg taler til dig?"

– Det var simpelthen fordi, det hele var så råddent, at den eneste måde, jeg kunne svare Søren på, var ved at være en idiot over for ham. Vi var nogle idioter over for hinanden. Jeg kunne finde på at sige: "Søren, fuck dig, din forbandede idiot. Jeg gider ikke snakke med dig." Vi bagtalte hinanden og alt muligt, siger Hasse Mydtskov.

Bruddet

Med op mod 700 koncerter fra 2006 til 2011 var The Kissaway Trail i flere år Danmarks mest turnerende band.

Men det var først, da det hele havde lagt sig, og der igen var lagt an til en studieplade, at det gik op for de tre, at den ikke gik længere.

Bandet kommunikerede ikke i flere måneder, men Søren Corneliussen, Thomas L. Fagerlund og Hasse Mydtskov begyndte at mødes og diskutere bandets fremtid. Her fandt de frem til et ultimatum: Enten skulle de tre fortsætte, eller også skulle The Kissaway Trail ophøre med at eksistere.

– Når man ikke hele tiden bliver skubbet i røven af en kæmpe succes, så sker der noget med folk. Og det er nok i virkeligheden der, man mærker, hvem man er hver især, og hvordan man egentlig passer sammen. Vi har kæmpet sammen. Men vi fandt ud af, at det var os tre, der var bedst til at kæmpe sammen, siger Hasse Mydtskov.

– Jeg havde altid tænkt, at uenigheder fulgte med i at være i et band. Og jeg har fundet mig i, det var sådan og har affundet mig med det. Men det er gået op for mig efterfølgende, hvor godt man egentlig kan have det som band. Det kunne jeg ikke se før, fortæller Søren Corneliussen.

For Thomas L. Fagerlund har det også handlet om, at det ikke måtte være en lidelse at spille i et band.

– Meget af det, jeg overvejede var, om det var værd, at jeg skulle have det så skidt for at spille de koncerter, siger han.

– Og er det det værd, at du er af sted og bare glæder dig til, du kommer hjem igen, fordi du har det så nederen?, supplerer Hasse Mydtskov.

Resultatet var, at guitarist Daniels Skjoldmose og bassist Rune Pedersen forlod bandet i 2011.

– Det værste er, at vi har været nødt til at give afkald på to rigtigt gode venner. To mennesker, som kender os bedre end de fleste. Vi har været virkelig tætte, siger Hasse Mydtskov.

Efter bruddet har de to ekskluderede medlemmer ikke længere kontakt til trioen.

– Det er deres beslutning. Der er ikke nogen af dem, der har lyst til at tale med os længere. De følte sig selvfølgelig krænket helt vildt, siger Hasse Mydtskov.

– Det er vigtigt at understrege, at der aldrig har været noget. Det har snarere handlet om at finde ind til, hvad det var, vi virkelig kunne bruge til noget i forhold til den målsætning, vi havde.

Gennembruddet

Det er tydeligt, at bandet stadig er i en proces. Fremad. For selv om den nye plade danner epoke for bandet, er der hele tiden referencer til de hårde år i den tidligere konstellation. Pladen har været en terapeutisk proces, hvor det meste af tiden er gået med at finde hinanden ved at snakke sammen.

– I stedet for tre år har vi brugt to et halvt år på at snakke og finde ud af, hvem vi var, og hvem vi gerne ville være og et halvt år på indspille, efter det var på plads, siger Thomas L. Fagerlund.

– De to et halvt års snak var mere essentielt end noget andet. Det er der, vi tre har fundet sammen. Bruddet med Rune og Daniel var hårdt og modbydeligt, men det skulle til. Det er vi alle sammen afklarede med, siger Hasse Mydtskov.

"Breach" er ikke bare en tilslebet diamant baseret på hårdt arbejde, men et produkt af alle følelserne og den personlige overvindelse. Søren Corneliussen er flyttet i hus i udkanten af Odense for at få ro, Thomas L. Fagerlund har fundet ro i urolige Nørrebro og Hasse Mydtskov har fået tæsket trommerne i andre bandkonstellationer. Skal den nye plade have en overskrift, er det "selverkendelse", er bandet enig om. Den handler om at turde erkende, hvem man er og så tage udgangspunkt i det.

– Den nye plade er en del af en proces mere end noget andet. Den har ikke været "nu skal vi lave en plade, der bliver verdens bedste". Det har været alt muligt blandet sammen, og så er der kommet en masse ud af det. Det har været meget ærligt og smuk, og jeg synes, det er meget rigtigt, siger Hasse Mydtskov.

– Vi er ved at finde ind til vores egen lyd. Og er kommet tættere på det, vi gerne vil lyde som. Det er blevet mere aggressivt, og så har vi prøvet at gøre det mere simpelt; at skære ind til benet. Hvis ikke på næste, så næste plade igen, tror jeg, vi er kommet ind til den rigtige Kissaway-lyd, siger Thomas L. Fagerlund.

Endelig går processen den rigtige vej. Fra et band i afvikling i udvikling, forklarer bandets yngste medlem, Hasse Mydtskov:

– Nu er processen langt om længe i gang. Den proces, der i virkeligheden skulle være startet dengang. Og det er egentlig enormt mærkeligt i sig selv, at det overhovedet kunne nå så langt. Men vi skal videre, hvis vi skal endnu længere end det. Det handler ikke om, vi bliver verdenskendte, men hvornår, ellers gider vi sgu ikke, siger han med et snit af arrogance.

Siden interviewet i juni har Kissaway Trail holdt koncentreret øver-uge på en gård på Bornholm, hvor en ny bassist er blevet introduceret til og samspillet med materialet. Og i efteråret vil bandet igen være at finde på alverdens spillesteder. Men denne gang er det vigtigt, at det også bliver en fornøjelse for spillemændene.

– Det, vi er blevet enige om, er, at vi skal være opmærksomme på hinanden og nyde øjeblikket, siger Thomas L. Fagerlund. Men fastslår, at det ikke af den grund bliver kedeligt.

– Det er ikke fordi, vi er blevet et band, der sidder og tænder lys og har samtaler. Vi er stadig lige så vilde og synes, at det skal til, siger han.

Det er Hasse Mydtskov meget enig i:

– Det skal det krafteddeme. Hvis man ikke kan få lov til at stikke ud en gang imellem, så bliver man eddermame også fucking kedelig, siger han.