Bandet udgiver i starten af 2014 et nyt album, som indeholder et udvalg af deres største hits i akustiske versioner
Band Of Horses har netop annonceret, at de den 11. februar 2014 udgiver et akustisk livealbum, hvor man kan opleve en perlerække af deres hits i nye klæder. Albummet, som har fået titlen "Acoustic At The Ryman", er indspillet i Nashvilles Ryman Auditorium, hvor de fem bandmedlemmer brugte to dage på at forevige de akustiske sangversioner. De i alt ti sange er mikset og masteret i DSD-format, hvilket skal give en oplevelse, der kommer så tæt på de faktiske shows som muligt:
"Planen var at holde stilen vild og udtryksfuld lige som showene og på samme tid indfange det med den højeste opløsning tilgængelig," fortæller Band Of Horses-medlem Bill Reynolds og fortsætter: "Elektriciteten på Ryman var så vild. Hvis det når ud til vores lyttere, så betragter vi det som en succes."
Du kan herunder lytte til Band Of Horses-nummeret "Neighbor" i en akustisk version, som også vil være at finde på albummet "Acoustic At The Ryman".
Seneste udgivelse fra Band Of Horses var albummet "Mirage Rock", som udkom i september 2012. Albummet fik dengang fem flotte stjerner af GAFFAs anmelder Rune Schlosser, der skrev: "Kvintettens luftspejlinger udvikler sig til betydeligt mere end et fatamorgana på et album, der atter cementerer Ben Bridwells sangskrivertalent."
"Acoustic At The Ryman" trackliste:
- Marry Song
- Slow Cruel Hands of Time
- Detlef Schrempf
- Everything's Gonna Be Undone
- No One's Gonna Love You
- Factory
- Older
- Wicked Gil
- The Funeral
- Neighbor