Nyhed

Jelling Musikfestival tilføjer Rasmus Seebach

Festivalen har igen booket den danske kunstner efter talrige forespørgsler fra publikum

Jelling Musikfestival er, som så mange andre, begyndt at annoncere navne til den kommende års fest, og seneste skud på deres stamme er den folkekære Rasmus Seebach. Seebach besøgte også Jelling den forgangne sommer (på billedet, red.), men publikum kan tilsyneladende ikke få nok. Rasmus Seebach er på nuværende tidspunkt den mest ønskede kunstner i den ønskebrønd, som festivalen har opstillet på deres hjemmeside.

Rasmus Seebach udgav den 4. november albummet "Ingen Kan Love Dig I Morgen", som fik fire stjerner af anmelder Michael Jose Gonzalez, der skrev: "Popsmeden leverer varen på gedigent tredje album." Den danske befolkning har siden udgivelsen storkøbt Seebachs album, som allerede har fået firedobbelt platin.

Ud over Rasmus Seebach kan man også opleve L.O.C. til Jelling Musikfestival 2014, som afholdes fra 28.maj-31. maj. Billetter kan findes via GAFFA Live.


ANNONCE