Vi fangede halvdelen af den tyske elektronikagruppe ved deres koncert på Vega
GAFFA fik muligheden for at få en snak med Sebastian Szary, den ene halvdel af tyske Modeselektor og en tredjedel af Moderat, da Modeselektor 14. februar spillede i Store Vega (læs GAFFAs anmeldelse af koncerten her). Han fortalte blandt andet lidt om det nye Moderat-album.
Det er tredje gang, I spiller i Danmark med det samme album på bagen.
– Er det virkelig allerede tredje gang, vi spiller her? Danmark er jo ikke så stort et land, at man kan spille fire koncerter i samme by, som vi for eksempel har gjort i Tokyo. Det er stadig sjovt at spille, da vores show forandrer sig. Vi har nye numre med, og så har vi det smaddersjovt, når vi spiller. Det tyder på, at det danske folk har et behov for høre musikken.
Sidst I spillede her var som hovednavn på Roskilde Festivals nye Apollo-scene. Hvordan var det?
– Det var jo sådan en oppustelig scene, der lå et stykke uden for festivalområdet, så vi havde lidt en følelse af, at ingen folk ville komme derud. Men arrangørerne forsikrede os, at lige straks ville der stå 7000 mennesker der. The Cure spillede lige omkring samme tid, så det overlappede lidt, men pludselig stod folk der, og det var fantastisk. Tit skal publikum lige køres ind i stemningen, men her lagde de ud med moshpits, så snart vi startede. Jeg tror også, lyden var meget god.
Der er sket en del siden jeres raves i den gamle Tresor-klub. Nu spiller I mere halvanden til to timers koncerter, der har en lidt større mainstream-appeal.
– Før i tiden tænkte vi ikke så meget over nattens forløb, når vi spillede. Dengang havde vi sæt, hvor vi brugte hjemmebygget looping-software, som vi stadig bruger den dag i dag, og smed indhold i for så at se, hvordan det passede sammen. Nogle gange var det fedt, så der opstod øjeblikke, som vi så huskede, og senere lavede Modeselektor sange af.
– Meget opstår ofte på grund af idéer, man får mens man spiller live. Men det hænger også sammen med, at det ikke er et egentligt track som sådan, men mere en kombination af forskellige loops. Nu er det mere sådan, at vi prøver at genskabe et album, hvor vi har rigtige tracks på. På det sidste album "Monkeytown" var der mange af dem, selvom der egentlig har været nogle på alle vores album. Selvfølgelig er technosangene lidt noget for sig: intro og så kører toget, lige et stoppested og så af sted igen.
– Vi har også altid holdt af at arbejde sammen med sangere, men problemet er så, når man spiller live, at du ikke bare sådan tager Busdriver, Tikkiman eller Thom Yorke med. Men vi prøver at omgå problemet ved at pille sangen fra hinanden og så genskabe den, så den bedre egner sig til, at vi bruger den til koncerten. Så gør det ikke noget, at Thom Yorke ikke er med, han står bag kulissen, folk kan bare ikke se ham.
Moderat-album er på trapperne
Hvad kan du fortælle om det nye Moderat-album?
– Det kommer.
Nu er det forhåbentligt ikke på samme måde som med albummet "Auf Kosten der Gesundheit"?
– Haha, så slemt er det ikke, men det er hårdt for os, og vi skal nå at blive færdige til slutningen af næste måned, albummet udkommer jo 2. august.
Kan man ellers forvente samme omgang som det første album?
– Vi har ikke noget samarbejde med andre sangere som på det sidste album. Det er udelukkende os tre (Modeselektor og Sasha Ring fra Apparat, red.), og Sashas stemme har udviklet sig utrolig meget, og vi har alle lavet meget forskellige ting siden Moderat. Modeselektor har været rundt med "Monkeytown", og Sasha har været et helt andet sted med Apparat Band, hvor han helt har tilsidesat computeren. Vi giver helt klart mere plads til Sashas stemme.
Men vi kommer ikke til at se jer på Roskilde i år?
– Ikke i år, men næste 100%... eller det er jo ikke kun op til mig, men det håber jeg virkelig, at vi gør. Jeg holder meget af at spille der.
Hvornår kan vi forvente et nyt Modeselektor-album?
– Vi samler jo hele tiden skitser, computeren er fyldt med dem, og der er kommet meget gennem arbejdet med Moderat. Der kommer helt sikkert noget engang, men først kommer der en dokumentarfilm omkring vores liv, som jeg også på en måde ser som et Modeselektor-album
Er der nogen, som I specielt godt kunne tænke jer at arbejde sammen med på en ny udgivelse?
– Jeg vil ikke nævne nogen, men vi holder da en nær kontakt til mange af dem, vi har arbejdet sammen med, men om vi kommer til at lave noget med Thom Yorke igen for eksempel, kan jeg ikke sige med sikkerhed. Som sagt koncentrerer vi os i øjeblikket om Moderat-udgivelsen og så må vi se, hvad fremtiden bringer.
Læs en længere udgave af interviewet om blandt andet Modeselektors forhold til Berlin i GAFFAs artikelsektion.