Nyhed

BRMC udgiver Pink Floyd-inspireret album

Det amerikanske band er snart klar med nyt album. Denne gang meget inspireret af både Pink Floyd og Spiritualized.

Black Rebel Motorcycle Club har afsløret, at både Pink Floyd og Spiritualized har haft stor indflydelse på deres nye album. Navnet på albummet er endnu ukendt, men udgivelsen kommer i marts 2013.

"Vi har altid været fan af Pink Floyds og Spiritualizeds plader", siger sanger, bassist med mere Robert Levon Been (billedet) til det amerikanske musikblad Rolling Stone. "Vi ville tage folk med ud på en rejse og lave sange, der glider over i hinanden, så numrene får sammenhængende overgange, og der er nogle forskellige tricks, som vi altid har villet have med. Det var ret sjovt at lege med".

Albummet er en opfølgning på "Beat The Devil's Tattoo" fra 2010. Trioen har i forbindelse med deres nye album også en stor verdensturné i ærmet. Den bliver skudt i gang den 10. marts i Belfast i Irland. Bandet har ikke programsat nogen koncert i Danmark i denne omgang, selvom trommeslager Leah Shapiro er dansk-amerikaner og er vokset op i Aarhus. Læs et GAFFA-interview med hende her.

Indspilningen af albummet var en meget langsommelig proces og blev blandt andet sat i stå af Roberts Levon Beens (vokal, bas, guitar, keys) fars død i 2010. "Teksterne til albummet har taget rigtig lang tid at skrive", siger trommeslageren Leah Shapiro. "Vi var et år i øvelokalet, før jeg overhovedet lavede de første trommeindspilninger".

Black Rebel Motorcycle Club har tidligere i deres karriere udgivet seks andre plader, hvor den syvende som sagt udkommer til marts i år. Bandet har desuden udgivet en række ep'er og singler.

Læs GAFFA's Finn P. Madsens anmeldelse af Black Rebel Motorcycle Club's seneste album, "Beat The Devil's Tattoo" her.

ANNONCE