Det Roskilde-aktuelle band lægger i efteråret endnu engang vejen forbi Danmark
Australske Airbourne spillede på Roskilde Festival i søndags og offentliggør nu, at de vil gæste landet igen den 26. oktober i Amager Bio.
Bandet er vokset op med landsmændene AC/DC, hvilket har givet anledning til en vis inspiration fra det legendariske rockband. Dette høres også tydeligt på Airbournes guitarriffs og kraftige vokaler, og bandet er da også blevet beskrevet som "AC/DC på coke og Red Bull".
Airbourne udgav i 2007 deres debutalbum "Runnin' Wild", i 2010 kom efterfølgeren "No Guts No Glory" og nu er Airbourne aktuelle med deres tredje album "Black Dog Barking".
Det er langt fra første gang, at australierne sætter kursen mod Danmark. Foruden koncerten på Roskilde Festival i søndags har bandet tidligere optrådt i blandt andet Lille Vega og i Pumpehuset. Sidstnævnte koncert fik fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Christian Weigel, der skrev følgende: "Fra åbningsnummeret "Raise the Flag" til den ultimative afslutning, hvor vi bliver bombarderet med fede guitar-riff, øl og gedigen headbangin' i "Blackjack", er der non-stop gang i den. Måske engang imellem lidt for meget, men man skal ikke klage, når man bliver udsat for vaskægte beskidt australsk rock. AC/DC har "The Jack" til at berolige gemytterne undervejs, men for Airbourne er der kun én vej i de 90 minutter, vi får søndag aften. Det er bare derudad, og det kan ikke gå hurtigt nok," og han konkluderede, at man forlod koncerten med vished om, at "Rock will never die!".
Der burde altså være noget at se frem til, når Airbourne igen lander på dansk jord.
Koncerten foregår som sagt i Amager Bio den 26. oktober, og billetsalget starter i morgen klokken 10 via billetnet.dk samt på landets posthuse.