Fire upcoming bands er sluppet igennem nåleøjet til årets Oppenheimer-festival
Navnene til årets Oppenheimer Festival er udvalgt blandt over 100 ansøgere i samarbejde med en ekstern jury bestående af John Fogde, booker for Northside Festival, Ole Rosenstand Svidt, online redaktør fra GAFFA, Kim Bisgaard, direktør for Godsbanen, Mark Christiansen, booker for Newbees Festival og Thomas Nygaard, musikanmelder fra Århus Stiftstidende.
De fire bands, som er udvalgt til at spille i år, er Paper Tigers, My French Friend, Caspian og Young Dinosaur. Oppenheimer brænder for talentdyrkningen og vækstlaget i musik-branchens undergrund, og mener, at netop disse fire bands er rette repræsentanter for det bedste upcoming musik netop nu.
Caspian spiller alternativ pop med forsanger Caspian Christiansen i front. Musikken har et reflekterende og til tider melankolsk udtryk. Caspian udsender sin debut-ep den 29. juli.
Young Dinosaur spiller catchy popmelodier, som krydres med bas, skæve guitarriffs og alsidige trommerier. Bandet er blevet hjulpet på vej af Figurines' Jens Ramon og arbejder i øjeblikket på deres debutplade, der udkommer i efteråret 2013.
My French Friend spiller elektronisk pop med en nordisk klang. Bandet er særligt udvalg af John Fogde, som repræsentant for Northside Festival.
Paper Tigers er et band, som blander 60'ernes old school-lyd med nutidens moderne rock. Deres sange er britpop-inspirerede, vægter den gode melodi, og bandet står for en energisk live-optræden, som inviterer folk på dansegulvet. Paper Tigers netop er i færd med at indspille deres debutalbum.
Oppenheimer bliver afholdt på spillestedet Radar ved Godsbanen i Aarhus C den 24. august.
Festivalens program ser ud som følger:
19.00: Dørene åbner
20.00: Caspian
21.00: Young Dinosaur
22.00: My French Friend
23.00: Paper Tigers
00.00: Surprise act (TBA)