Nyhed

Musikvideo: Fransk Dolkeparti indtager jobcenter

Den samfundssatiriske popgruppe er klar med musikvideoen til sangen "Jobcenter Viborg"

Fransk Dolkeparti er et samfundssatirisk popband, som under forrige års valgkamp vakte en del opmærksomhed med sangen "Mig & Sidney Lee" og samme år deltog i Smukfests upcoming-festival Live Camp. På Spil Dansk Dagen i oktober 2012 turnerede de rundt til nogle af landets jobcentre for at sprede glæde hos de arbejdsløse, og nu har gruppen optaget en ny musikvideo på netop et jobcenter, nærmere betegnet Jobcenter Viborg. Musikvideoen blev præsenteret ved et releaseparty på Paletten i Viborg forleden, og du kan se masser af billeder fra aftenen her.

Sangen "Jobcenter Viborg" er en historie om en arbejdsløs, der bliver forelsket i sin sagsbehandler. Musikvideoen er instrueret af Poul Erik Madsen, som også har lavet videoen til "Mig & Sidney Lee", og han har desuden skabt tre af L.O.C.s musikvideoer. Se "Jobcenter Viborg" nedenfor.

Fransk Dolkeparti har i samme åndedrag udskrevet en lille quiz: Hvad hedder de to personer, der smider Fransk Dolkeparti på porten (1:34-1:40), i virkeligheden, og hvad laver de, når de ikke medvirker i en Fransk Dolkeparti-musikvideo? Svaret skal gives i en kommentar under videoen på YouTube via nedenstående link. Den første, der svarer rigtigt, har vundet, og præmien er en akustisk Fransk Dolkeparti-koncert. Tid og sted aftales med vinderen på [email protected]

ANNONCE