Mathcore-gruppen The Dillinger Escape Plan kommer desværre ikke til årets festival
Få uger før portene til Dyrskuepladsen åbner, er Roskilde Festival desværre blevet ramt af en aflysning. Den amerikanske mathcore-gruppe The Dillinger Escape Plan må aflyse deres koncert, såvel som deres øvrige europæiske optrædener denne sommer, da gruppens guitarist Ben Weinman (billedet) har fået en skade i højre hånd og skal bruge juni måned på at hvile hånden.
Ben Weinman udtaler: "Jeg er knust over, at vi kommer til at gå glip af disse koncerter, da vi alle så meget frem til dem." Forsanger Greg Puciato tilføjer: "Tanken om at tage på turné uden samtlige medlemmer er ikke noget, som nogen af os har det godt med."
The Dillinger Escape Plan spillede senest på Roskilde Festival i 2008. Bandet, der er kendt for sine eksplosive live-shows, udgav for nylig deres femte album "One Of Us Is The Killer".
Festivalen fortæller, at den arbejder hårdt på at finde en erstatning i den tungere afdeling.
Roskilde Festival 2013 løber af stablen den 29. juni-7. juli.
Billetsalget til årets Roskilde Festival er i fuld gang, og du kan finde billetter via GAFFA Live.
Danske fans kan dog glæde sig over, at The Dillinger Escape Plan for nylig offentliggjorde, at de giver koncert i Pumpehuset i København den 17. oktober og den 22. oktober i VoxHall i Aarhus. Billetter kan findes via GAFFA Live.