Sømændene: "Vi går sammen ned" – sang for sang

Den danske gruppe Sømændene, tidligere kendt som De Glade Sømænd, er aktuelle med deres tredje album, "Vi Går Sammen Ned", efterfølgeren til "Søforklaringer" fra 2008 og "Havnens Fristelser" fra 2010 – to album, der har solgt henholdsvis platin og guld. Gruppen, der musikalsk er inspireret af sømandssange og med P3-værten Henrik Millings ord spiller "molepunk, måge-mashup og provokutterkunst", har denne gang lavet et album udelukkende med egne sange, og til at opfylde det formål er flere af Sømændene draget ud i verden for at finde inspiration. Forsanger Sebastian har været i Sumatra på en sejlbåd i en måned, og bassist Johannes Beldring har været tre måneder i Caribien på en sejlbåd. Andre har været på Island, Amerika og i Indonesien for at søge inspiration.

Numrene af Johannes bærer præg af at være skrevet på en båd. Flere af sangene har direkte referencer til denne inspirationsrejse. "Caribien", "Et Sted For Anker", "Supertanker" og "Kannibalerne" er skrevet i kølvandet på turen til Caribien og bærer præg af oplevelserne og stemningerne på havet under tropisk himmel.

Albummet er i øvrigt crowdfundet, og gruppen fik på tre måneder samlet hele 175.000 kroner ind til projektet. Læs i øvrigt GAFFAs anmeldelse af albummet her.

Bandet gennemgår her albummet sang for sang, eksklusivt for GAFFA:

Mexico:

Mexico er den absurde historie om en blodtørstig og alkoholiseret mexicansk barber, der, når muligheden byder sig, skærer halsen over på folk for derefter at rage deres skæg af. Da der en dag bliver sat en dusør på hans hoved, flygter han til havs, hvor han syr et skibssejl af det skæg, han har samlet sig fra sine ofre.

Den groteske tekst læner sig op ad musikken, som kunne være et soundtrack til en spaghetti-western film, karakteriseret af det noget rockede touch fra el-guitaren, der gentager et riff/tema. Nummeret skaber billeder af mord, flugt, sindssyge og ensomhed, og som det første spor på pladen åbner det op for et spraglet og fantasifuldt musikalsk univers med mange facetter.

Et sted for anker:

"Et sted for anker" var det første, sømændene indspillede til den nye plade og har været spillet en del gange live allerede i løbet af sommeren 2012. Nummeret handler om identitet og tilhørsforhold. Om udlængsel og hjemve. Om at lede efter noget, man synes at mangle og at finde ud af, at man har det hele i forvejen. Det spændende spørgsmål er jo så, om man rent faktisk havde det (i dette tilfælde sine venner) i forvejen, eller om man først rigtigt har fået det efter åbenbaringen i søgningen. I fraværets lys. Du ved måske først rigtigt, hvad du har, når du har distanceret dig fra det. Musikalsk er nummeret bundet sammen af klaverfiguren, der også optræder i introen. Derudover præger perkussion effekterne i versene og omkvæd. Gennemgående optræder introfiguren i guitaren også flere steder i nummeret som det hovedbærende tema. I c-stykket tager violinerne over og løfter nummerets bastante karakter op på et mere højtsvævende plan.

Caribien:

Dette nummer er, som titlen henviser til, skrevet i Caribien. På en gyngende 37-fods båd et sted i rum sø mellem Puerto Rico og Cuba. I øvelokalet har nummeret været forsøgt indspillet syv-otte gange, inden den endelige form var fundet. Oprindeligt hed nummeret "Caribiens land" og drejede sig om at drage ud for at finde nye kyster. Efter hjemkomsten til Danmark blev det ændret til at handle om sømandens længsel mod fjerne varme himmelstrøg. Om teksten handler om en båd eller en eksotisk kvinde er usikkert. Dog er det følelsesmæssigt bløde sider, der høres i nummeret. Der er noget på spil.

På en måde er "Caribien" modsvaret til "Et sted for anker." De handler begge om længsel og savn, men fra hvert sit ståsted. At længes ud vs. at længes hjem. Musikalsk er nummeret folk-rock med et touch af world music. Hvilket også understreges af saxsoloen mod afslutningen. På nummeret er der et bredt udsnit af instrumenter, både guitar, banjo, klaver, lantin-trommer, kvindekor og blæser.

Mary Celeste:

En klassisk sømandssang anno 2013 med traditionel gyngende 3/4-feel og skibsorgel. Teksten omhandler den sande og mystiske historie om skibet Mary Celeste, der blev fundet med besætningen sporløst forsvundet sidst i 1800-tallet. Mary Celeste repræsenterer den klassiske sømandssang i sættet.

Slut det med maner:

Et finurligt og meget catchy nummer med både skæv musik- og tekstside. Teksten handler om at gøre en ende på det hele på den klassiske sømands-måde, hvor skoene stilles på tværs, tæt sammen på dækket, før man springer i vandet. På trods af det alvorlige emne er tekstsiden gennemsyret af en ironisk, eksistentialistisk distance og en opfordring til at gøre noget mod ligegyldigheden og modgang i livet. Musiksiden er inspireret af 30'er-swing med et elektronisk touch. De iørefaldende swing-inspirerede guitar- og klaverriffs afbrydes af små glitches, der, med producer, Jørgen Træens ord, er en slags "kuk i computeren".

Hvor er de andre?:

Der udspiller sig et heftigt scenarie på en jagt, hvor en beruset Prins Henrik, i selskab med landets finere borgerskab, kommer til at skyde en jagtkammerat. Prinsgemalen står alene tilbage, da alle jagtvennerne flygter efter ulykken – heraf omkvædet "Hvor er de andre"? Med bulder, brag og underlige lyde skaber musikken et tungt grundlag, der er med til at afspejle den dramatiske tragedie.

Kannibalerne:

Både musik og tekst til "Kannibalerne" er lavet ud fra forestillingen om dødvande og stilstand. Det livgivende verdenshav omdannes til verdens største ørken. Ingen vind, ingen strøm, ingen orientering, ingen skygge og ingen mad. Den uundgåelige angst ulmer. Fællesskab, drift og tro bliver sat på en prøve. Alle om bord er udsultede og udmagrede. Klaverbokseren spiller en sidste sang, inden panikken/kaoset formodentlig bryder ud. I nummeret er der kun et refræn, som er et pompøst ah-kor. En gentagende effekt er lyden af den fjerne skibsklokke, der bryder tavsheden. På nummeret spiller Johannes (bas) alle instrumenter på nær violin. Hele nummeret er optaget og skrevet i løbet af tre timer.

Taber på point:

Teksten handler om forlist kærlighed og parforhold, der er kørt i sænk. Teksten er om den "forbandelsestilstand", der rammer en i perioden, hvor ens parforhold er ved at forlise, og de her modstridende følelser, der springer op: Skyldfølelse had, kærlighed. En boksekamp med sig selv og den anden. Et øjebliksbillede af afmagt og vrede, vrede som også kommer til udtryk i den aggressive og tunge måde, nummeret er spillet på. "Taber på point" blev oprindelig lavet som et hurtigere og lettere popnummer med en betydelig mere kæk attitude. Resultatet, som det lyder i dag er resultatet af en tur igennem en guitarmølle og en massiv klaverrundgang. Af albummets numre er det et af dem, der bærer tydeligst præg af producer Jørgen Træens evner til at lave tung organisk lyd.

Supertanker:

Hvis der er et cruisernummer på albummet, er det "Supertanker". Med en mere elektronisk baslyd, et simpelt beat og synthriff som motor, guitargardiner og store hornflader. Storladent og favnende, men tilbagelænet og arrogant. Nummerets egentlige omkvæd opstår først efter ca. 2.30, hvilket er ret usædvanligt.

Hvis der er noget, sejlere har respekt for, er det flydende containere, der ligger lige under havoverfladen eller sejlende supertankere. Supertankere og fragtskibe sejler hurtigt, og det eneste, der er en reel fare for dem, er kollision med andre tankere, havbunden eller isbjerge. De behøver så at sige ikke tage hensyn til mindre sejlbåde. Disse supertankere tilhører en anden liga.

På oceanerne snakker man om havets motorveje. Det er ruter, hvor hyppigheden af fragtskibe, containerskibe og supertankere er stor. På trods af radarudstyr og andet moderne navigationsudstyr påsejler disse mastodonter ofte mindre sejlskibe med fatale følger i disse områder. Teksten afspejler et splittet sind og trækker referencer mod en jeg-person med storhedsvandvid. Supertankeren "sejler udenom, uden hænder cruiser jeg ovenpå. Blæs, fuld fart ud i den mørke nat, alt er oplyst af mine 10.000 watt." Med andre ord: Jeg kan gør, hvad jeg vil. Det rager mig, I kan ikke gøre noget ved det. Nummeret var nok den sang, der inden indspilningen var mest splittelse om, hvorvidt den skulle indspilles eller ej.

Over stregen:

Nummeret var det sidste, der blev indspillet til albummet. Sangen handler om at springe ud i livet og "gøre" det. At turde gå efter guldet eller pigen, man har i kikkerten. Selvom der ikke er direkte referencer, var der i øvelokalet meget snak om, at energien i dette nummer skulle være live-agtig. De lidt alternative trommerundgange, bas-licks og specielt hornene, der burner ud i c-stykket og outroen, er med til at understrege denne energi. Undervejs i processen havde sømændene både Gnags og deres egen powerfyldte version af "Katinka Katinka" i tankerne. Melodi og tekst er lavet med samme energi og powerudtryk: En åben invitation til at give los, skråle med og glemme bekymringerne. Kom med over stregen!

Straßen:

Straßen er en hyldest til Istedgade. Med dens rå charme lokker den alle nattens børn til sig med udstrakte arme. Strofen fra omkvædet er også titlen på pladen om at gå sammen ned i Istedgade og derefter at gå sammen under bordet. Nummerets riff har et Balkan-islæt over sig, der leder tankerne hen på det lidt gøglede, som Istedgade jo også er, kombineret med den rå buldrende galskab fra trommerne og den skæve punk'ede guitarsolo.

Se videoen til "Slut det med maner":