Nyhed

Daughter kommer til Danmark

Elena Tonra og Co. har annonceret deres tredje koncert i år

Nu bliver det igen københavnernes tur til at opleve engelske Daughter, der netop nu har annonceret endnu en koncert på dansk jord. Koncerten bliver i Store Vega i København den 8. november, og kommer dermed ud over den for længst offentliggjorte koncert på NorthSide-festivalen. 

Daughter besøgte også Danmark i sidste måned, hvor de spillede for et udsolgt Lille Vega. GAFFAs anmelder Line Holm Christensen var med til koncerten og skrev blandt andet følgende om sin oplevelse: "Sangen "Landfill" eksemplificerede på denne aften på fremragende vis den spændvidde Daughter besidder. I flere sekvenser står Tonras æteriske og til sider skrøbelige stemme helt alene, og man fornemmer virkelig et kæmpe sangtalent," og konkluderer: "Alt i alt leverede Daughter en fremragende koncert og beviste, at de forventninger man havde inden koncerten, var berettigede!". Læs hele den femstjernede anmeldelse her.

Trioen udgav den 18. marts det anmelderroste debutalbum "If You Leave". GAFFAs Lars Rønn Olsen var ligeledes begejstret for albummet og gav det fire ud af seks stjerner og ordene "masser af potentiale" med på vejen. 

Billetsalget starter på fredag den 17. maj klokken 10. Find billetter via GAFFA Live.

ANNONCE