1990'er-bandet finder sammen for at fejre deres hjemby Herning 18. maj
Herning fejrer i 2013 100 års jubilæum som købstad, og det gør byen med 100 arrangementer på 100 dage. I den anledning genopstår Inside The Whale, der ellers lagde bandet på hylden tilbage i 2001. Herning-bandet er ved flere lejligheder blevet opfordret til at finde sammen igen, men svaret har altid været nej. Indtil nu. Den 18. maj 2013 spiller Inside The Whale således på Torvet i Herning, og genopstår for en dag. Bassist Troels Skjærbæk udtaler i en pressemeddelelse herom:
"Det bliver en eksklusiv engangsoplevelse. Vi har hele tiden sagt, at vi ikke har lyst til at lade Hvalen genopstå, fordi vi er andre steder rent musikalsk i dag. Men 100 års jubilæum i vores hjemby, det er da en helt særlig anledning, så selvfølgelig har vi lyst til at være med".
Genforeningen vækker ligeledes stor begejstring hos Herning Kommunes kultur- og fritidschef, Morten Koppelhus, der siger:
"Vi har længe gået og snakket om, hvordan vi kunne sætte et værdigt punktum for de 100 dages jubilæumsfest. Og der findes vel næsten ikke noget mere passende valg end at slutte med et brag af en koncert med det tætteste, Herning har været på stjernerne inden for den rytmiske musik. Og jeg er rigtig stolt over, at det er lykkedes for os at overtale medlemmerne af Inside the Whale til for en enkelt dag at ophæve deres nej til at blive genforenede".
At Inside The Whale bliver genforenet for én dag, passer faktisk ikke helt. Ud over koncerten i Herning holder bandet nemlig snigpremiere på to små klubber. Torsdag den 16. maj får Realen på Fanø æren af det genopståede band, og fredag den 17. maj er det Stenbohus i Ribe, der får fornøjelsen.
Inside The Whale debuterede i 1994 med albummet "In Nature's Uniform" og fik stor succes med deres blanding af funk og halvhård rock og blev kendt som en del af "Den Grønne Bølge" med andre unge danske rockgrupper som Dizzy Mizzy Lizzy, Kashmir og Psyched Up Janis. Senere begyndte Inside The Whale at synge på dansk og spille en blødere rock, og i 1998 fik de et stort hit med "Hvor Er Tiden, Der Tager Os". I alt udgav de fire studiealbum.
Efter gruppens opløsning har sanger Marcus Winther-John udgivet flere soloplader, mens guitarist Lars Skjærbæk og hans bror Troels Skjærbæk i dag spiller i gruppen Boat Man Love.