Rosa Lux anbefaler i maj

"Rosa Lux Anbefalinger" er en månedlig klumme, hvor jeg vil fortælle om tracks, kunstnere, labels udgivelser og events, som jeg synes er spændende. Klummen er for nybegyndere, musikelskere, gamle rotter og nysgerrige sjæle.

Måske er det et glædeligt gensyn, måske en helt ny favorit, måske vi slet ikke har samme smag. Men jeg lover, at mine anbefalinger kommer fra hjertet og jeg vil grave ned i mine gamle yndlingsplader, minde dig om ting du bør kende og dele ud af det nyeste jeg har opsnuset. Hvad jeg ikke kan love er, at jeg kun skriver om klubmusik, at der er en råd tråd i klummen, eller at du kan købe musikken digitalt..

Event

Denne måned vil jeg anbefale et event i stedet for en compilation. Og jeg vil skamløst anbefale mit eget event. Men det er nu også noget helt særligt! For 30. maj holder jeg single-releasefest på Berghain Kantine i Berlin. Mit album "Monsters" skal udsendes i Tyskland i en bonus disc-version, og som forløber kommer sangen "Monsters" ud som single med remixes af tyske Ogris Debris og Djuma Soundsystem. Hannes Fischer har lavet et remix af Mafish Kedah, der også kommer med på bonus discen.

Berghain er en katedral i klubmiljøet. Den er beskrevet som "World capital of Techno" og ligger midt mellem KreutzBERG og FriedrichsHAIN. At spille der er en kæmpe ære og drøm for de fleste house og techno-dj's. Berghain er en udspringer af Ostgut, hvor de berømte og berygtede "Snax" fester, som var hardcore men-only-sexfester, blev holdt. Det hedonistiske flyttede med, og Berghain har en håndfuld darkrooms, og homoer og heteroer blander sig lykkeligt og svedigt dansende, som når det er allerbedst.

Oven på Berghain ligger Panorama Bar, der er house, hvor Berghain er techno. Og ved siden af den store bygning ligger Berghain Kantine i en lille bygning. Og her holder jeg releasefest. Det kunne ikke være bedre..

Som en bonus har Matt Lippiat og Anton Z Riisan fra Treasure Island lavet en video til "Monsters". I skrivende stund har jeg ikke set den, men jeg ved så meget, at det ikke bliver Treasure Islands (Gay Porn) almindelige stil, selvom det vel havde passet fint til stedet.. :)

Kunstner

Foråret kommer altid med gode ting. Og som træerne, der pludselig bugner af knopper, plejer de gode udgivelser også at stå i kø på denne tid. I år er det overvældende: både gamle helte som Miss Kittin og The Knife samt nyere venner som Bonobo, Tale of Us og ikke mindst James Blake er kommet med godt nyt i april, så der er vidunderligt meget at lytte til. Jeg vil dog fremhæve Dj Koze her, for på hans nye album "Amygdala" står en hel bunke af mine tyske helte på featuring listen. 8 ud af 13 tracks har en featuring, og de tæller blandt andet min superyndlings-Ada (som jeg vil komme tilbage til på et senere tidspunkt), såvel som Matthew Dear og Apparat.

Jeg hørte Koze første gang, da han var en del af International Pony. Jeg arbejdede i GUF, Errol Alkan var the Shit, Playhouse sendte Famous When Dead-serien på gaden, og jeg grovspillede "Leaving Home"-12"eren og hans remix af "Blumfeld – Tausend Tranen Tief" på Riga. Good times!

Så kom han forbi Culture Box og lagde københavn ned med et fantastisk og excentrisk dj set og blev derefter lysende i min bevidsthed. Hans produktioner er både smukke og fjollede og mærkelige og kompromisløse. Han trækker sine breaks og udfordrer ens form-forståelse og forfalder aldrig til nemme løsninger. Man kan høre elementer fra hip hop, highlife, breaks, techno, gamle tyske schlagere og generel madness. Nogle gange er det meget mærkeligt, men som regel kan man regne med, at hans gode smag og store musikalitet lyser midt i kaos.

Det nye album, "Amygdala", er hans andet fuldlængde album og kommer 8 år efter det første album "Kosi Comes Around". Det starter med nummeret "Track ID Anyone?", en klar kommentar til blandt andet folkene på soundcloud, der jager nye numre og gerne stjæler dem fra mixes for at være først med det første. Og det tog da også af sted på Soundclud, da Pampa (Kozes eget Label) lagde det op for et par måneders tid siden. En god start på et godt album der lyder af forår og fuglefløjt og grønne plæner.

Læg især mærke til førnævnte Ada, som synger på "Homesick", der er et Kings of Convenience-cover, og til "Das Wort", hvor Marvin Gaye pludselig synger med.

Bonus: Kozes remix af det gamle Hildgard Knef-nummer "Ich Liebe Euch", som udkom på Get Physical i 2009, er også guld, som du ikke må gå glip af.

Tracks

Gammel Favorit: Moodyman er en soulet fætter. Grund funky og oftest er det bare for smooth til mig. Over the top med horn og halløj. Men et nummer bliver jeg ved med at spille. Det er også grund funky, men på en beskidt og minimalistisk måde. Det hedder "Freeki Mutha F cker" og handler om, at han lurer på en pige – som godt ved at han lurer på hende. Det er tungt og sexet og provokerende, og jeg elsker det!

Ny Favorit: Jakob Phono har været i mit solsystem i en del år efterhånden, som en sød kollega med en krammer. Så flyttede han til Berlin, og pludselig lå der et YouTube-link i min facebook feed, som næsten gav mig koldsved, så fedt var det. Det hedder "No Cure" og er et samarbejde mellem Jakob Phono og Jens Bond, og jeg kunne smøre mig ind i det og sove med det om natten. Dybt og urimeligt sexet.

Label

At udkomme på et label disse dage handler mindre om distributionskanaler og markedsføringsplan, end det handler om, hvem man kommer i (godt) selskab hos. Labelets brand og historik er det, der definerer hvor attraktivt det er at blive udgivet hos dem. Har man ikke selv et navn, kan man blive løftet af andre stærke skuldre og få en chance for at blive hørt i en jungle af nye tracks, fordi folk lytter til labels såvel som til kunstnere.

Connaisseur er et af de labels, der har en høj kvalitets-barre. Jeg kan lide stort set alt, de udgiver. De har navne som Kollektiv Turmstrasse, Chymera, Masomenos, dOP og Lake People (som jeg varmer op til på Block 66 i kødbyen d. 10. maj – don't miss) og det danske stortalent Holtoug, der netop er udkommet med sin single "Everybody", hvor jeg har et remix med på vinyludgivelsen.

Det er et deephouse label gående mod chill out og der er en generel linie af eftertænksomhed og fordybelse over deres lyd. Der er vidunderligt mange vokaltracks, og det knitrer og støjer i hjerterødderne.