Ni artister udvalgt til årets Roskilde-fokus på ny nordisk musik
Roskilde Rising er et projekt, hvor Roskilde Festival ønsker at sætte fokus på ny nordisk musik og give de udvalgte artister et solidt skub fremad. De ni navne er udvalgt blandt sommerens fireogtyve Pavilion Junior-artister og tæller: Mother Lewinsky, Ajuna, Ice Cream Cathedral, Traveling Tribes, So So Echo, Kristina Renee, Baby In Vain, Go Go Berlin (billedet) og Schultz And Forever.
Flere af disse artister har netop spillet på årets Spot Festival, og mange høstede pæne anmeldelser. Her er et lille udpluk af, hvad der blev skrevet om disse optrædener, og hvad man kan forvente sig til Roskilde Rising.
Go Go Berlins koncert inkasserede fem stjerner, og fra GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt lød det blandt andet:
"Det var tydeligt, at Go Go Berlin var kommet for at levere en fest, selvom klokken kun var 17.30. Få takter inde i åbningsnummeret "Gimme Your" var de kommet langt ud over scenekanten med deres melodiske og medrivende rock, hvor energiniveauet, spilleglæden og det musikalske håndværk er omvendt proportionale med nytænkningen."
Kristina Renee inkasserede fire stjerner for Spot-koncerten, og GAFFAs anmelder Sara Solhøj skrev:
"Man skal dog ikke lade sig narre af Kristina Renées uskyldige ungpigelook. Bag det lange lyse hår og de kokette fnis gemmer sig en rigtig diva med en både spændstig og fyldig stemme. Publikum blev under denne koncert guidet igennem hele toneregistret. Fra de helt mørke soultoner til de mere lyse, skarpe rockmamafraseringer styrede Kristina Renée sine ellers poppede numre med en legende lethed i stemmen."
Om Ice Cream Cathedral skrev GAFFAs anmelder Kristian Pedersen blandt andet:
"Bandets emmer af et tårnhøjt ambitionsniveau og spiller med en imponerende sikkerhed. Her levnes ingen plads til sniksnak mellem numrene. Fokus er holdt koncentreret og stramt om den svævende pop. Og Ice Cream Cathedral formår at køre sættet sikkert i mål."
Samme sted kvitterede han med fire stjerner.
Sidste års Roskilde Rising deltagere talte blandt andre Helsinki Poetry, Nelson Can, Indians og Linkoban, der alle har fået godt gang i karrieren efter koncerten på Pavilion Junior.
Billetter til årets Roskilde Festival kan findes via GAFFA Live.