Den eklektiske metalgruppe gæster landet til sommer
Amerikanske Soulfly gæster Vega i København 27. juni. Gruppen blev dannet i 1997 af den legendariske sanger og guitarist Max Cavalera, efter han havde forladt det succesrige metalband Sepultura, hvor han ellers havde været frontmand i over ti år. Siden Soulflys start har bandet udgivet otte album. Bandet bevæger sig indenfor mange forskellige metalformer, heriblandt trash, death og groove, men bruger også visse elementer fra verdensmusikken herunder blandt andet tribal og world.
Sidste gang Soulfly besøgte Danmark var i Voxhall, Aarhus sidste år, hvor GAFFAs anmelder Julie Hugsted skrev følgende om koncertoplevelsen: "På under et minut var det, som var en udmærket, men lidt kedelig mandag i september, blevet til et kogende spillested, hvor den legendariske Max Cavalera i selskab med bassisten Tony Campos, trommeslager David Kinkade og guitarist Marc Rizzo badet i rødt og gult lys blæste ud igennem højttalerne og direkte ind i mellemgulvet," og uddyber: "Hele koncerten forløber i et hæsblæsende tempo og decibelniveau, imens bandets overskud til show og publikumskontakt er intakt og enorm". Læs hele den femstjernede anmeldelse her.
Soulfly spiller den 27. juni kl. 21 i Vega, København, og billetter kan købes via Vegas hjemmeside eller billetnet.dk