Den amerikanske folk-rock-gruppe besøger landet til vinter
Den amerikanske folk-rockgruppe The Lumineers fra Denver, Colorado gæster Danmark og kan opleves i Store Vega i København tirsdag den 10. december. Gruppen er tidligere offentliggjort som optrædende til årets Roskilde Festival og vender altså tilbage til landet til vinter.
The Lumineers udgav deres selvbetitlede debutalbum i november 2012 i Europa, og singlen "Ho Hey" er allerede blevet set mere end 10 millioner gange på YouTube, ligesom sangen nåede en tredjeplads på den amerikanske singlehitliste.
Bandet er blevet sammenlignet med navne som Band Of Horses, Mumford & Sons og Fleet Foxes. GAFFAs anmelder Rune Schlosser tildelte deres debutalbum fire stjerner og skrev blandt andet: "Trioen har i Wesley Schultz en skarp lead-vokal, der samtidig har åbenlyse svagheder, men netop derfor fremstår den troværdig og veludtalt. Gruppens stil, der svinger mellem at være meget folk og så netop folkrock, fungerer rigtig godt – langt hen ad vejen. Står originalitet som et afgørende parameter, så har gruppen et stykke vej, men ikke desto mindre skriver de nogle gode tekster om politik, kærlig og savn."
Om gruppens lyd har trommeslager Jeremiah Fraites udtalt til den amerikanske universitetsavis The Crimson White: "Vi genopfinder ikke hjulet eller gør noget anderledes, og sangene er super-simple. Idéerne er i sig selv simple. Enhver, der kan spille et instrument, kan spille en sang med Lumineers. Jeg synes, der er et filmisk aspekt ved vores musik, som jeg virkelig godt kan lide."
Gruppen begyndte at tage form allerede i 2005, da barndomsvennerne Wesley Schultz (sang, guitar) og Jeremiah Fraites (trommer, slagtøj) pakkede et par kufferter og deres musikinstrumenter og rejste til Denver, Colorado, hvor de spillede små gigs under navnet Wesley Jeremiah. Der mødte de i 2010 cellisten og korsangeren Neyla Pekarek, og de resterende to medlemmer, Stelth Ulvang (klaver) og Ben Wahamaki (bas), blev først en del af bandet i 2012 og nåede ikke med på ovenstående foto.
Forsalget til koncerten starter onsdag den 7. juni klokken 10.00, og billetter kan findes via GAFFA Live.