GAFFA var på verdens største musikbranchefestival i Austin, Texas. Sådan gik det den femte og sidste dag.
Så var det blevet tid til femte og sidste dag på årets SXSW-festival. Selvom kroppen var ved at stå af efter en lille uge, hvor søvn har været en mangelvare, så kunne udsigten til, at der var tale om sidste mulighed for at opleve nogle af de mange spændende artister få en til at finde de sidste ressurcer frem. Derfor begyndte dagen også allerede før middag med en norsk showcase med både Mikhael Paskalev, Heyerdahl og Young Dreams. Det tidlige tidspunkt havde dog sat sit præg på både bands og publikum, så de forskellige bands formår ikke for alvor at skille sig ud, selvom Mikhael Paskalev virker til at være det mest spændende bekendtskab.
Herefter gik turen videre til en tilsvarende engelsk showcase. Her blev det i første omgang til et bekendtskab med Syd Arthur, der leverer en skæv omgang singer-songwriter-musik, der virker til at kunne vinde indpas ved nogle flere gennemlytninger. Herefter er det tid til at se Dan Croll, som igen bekræfter, at han er en talentfuld sangskriver.
En af mine australske venner havde anbefalet mig at se The Rubens. Bandet gør sig i en guitardomineret pop, men man bider mest mærke i guitaristen, der spiller en ganske habil guitar på trods af, at han mangler halvdelen af fire af sine fingre. Men herudover skiller musikken sig ikke rigtig ud.
En af charmerne ved SXSW er at opleve musik på andre scener end normalt. Dette kan dog også være en ulempe, når en af musikkens mest skæve typer – Ben Caplan – skal spille på Hiltons hotelbar. Halvdelen af gæsterne er til stede for at nyde en drink, og derfor er der en masse snak under koncerten. Ben Caplan virker dog ikke til at lade sig gå alt for meget på af dette faktum, og han når undervejs at levere et af de mere underholdende øjeblikke under SXSW, da han flere gange får publikum til at bryde ud i vilde skrig.
En af de mere omtalte kunstnere på årets festival har været engelske Willy Moon, som jeg når at fange på hans sidste af 10 koncerter i løbet af ugen. Når man ser ham, virker han umiddelbart til at være enhver svigermors drøm, men når først musikken starter, viser han sig at være en vild excentriker. Musikken minder en del om The Black Keys med vokal, trommer og guitar. Desværre virker det som om, at instrumenterne er playback, så man kan spørge sig selv, hvorfor disse musikere er nødvendige. Bedst er faktisk de mindre rockede numre som "Yeah Yeah".
Et andet band, der også har fået en del opmærksomhed herovre, er Parquet Courts. De tager en med tilbage til rockmusikkens rødder med nogle gode melodier tilsat nogle dejlig lange guitarsoli. Herefter var det tid til at tage en lille pause fra koncerterne og smutte forbi en event kaldet Decentralized Dance Party. Konceptet går ud på, at flere hundrede mennesker mødes et sted med deres ghettoblastere. Arrangørerne har en fm-transmitter, hvor playlisten bliver sendt ud på, så alle kan opfange musikken. Herefter går man så rundt i byen og danser på forskellige lokaliteter. Et ganske underholdende afbræk midt i alle koncerterne.
Efter dette afbræk var det tilbage til koncerterne, og næste band var Cave Painting, der leverer en meget følelsesladet omgang melodiøs rock. Bandet virker dog meget trætte og kommer aldrig rigtig ud over scenekanten. Straks mere energi var der i Mac DeMarco. Han er sammen med sit band en flok glade drenge, der også har lidt humor, hvilket deres cover af Rammsteins "Du Hast" er fint eksempel på. Man er fint underholdt i deres selskab, og musikalsk er der også noget at komme efter.
Et af de bands, som allerede har fået et mindre gennembrud, er den amerikanske søskendetrio Haim. Bedømt ud fra deres sange havde man nok forventet en mere poppet koncert, men tøserne springer ud som nogle rigtige rockchicks og spiller en meget energisk punkagtig koncert. Ud over deres hits "Dont't Save Me" og "Forever" mangler de fleste sange dog kvalitet nok til at udfylde de 40 minutter, som koncerten varer. Men talentet fejler ikke noget, så når der kommer lidt flere gode sange på repertoiret, ligger det helt store gennembrud for deres fødder.
BP Fallon & The Bandits består af nogle ældre herrer, blandt andet et par Blondie-medlemmer. Koncerten starter ud på automatpilot, men forholdsvis hurtigt bliver Barrie Cadogan fra Primal Scream hevet på scenen som ekstra guitarist. Dette ændrer fuldstændigt lydbilledet, og da Scott Asheton fra The Stooges kort efter også joiner bandet, kommer koncerten helt op at ringe. Specielt sidste sang "Van & Gloria" er helt fantastisk.
Sidste omgang musik er planlagt til at være med Black Touch. En rigtig omgang sydstatsmetal, der fint leverer varen. Efter denne koncert, som slutter lidt før tid, troede jeg, at SXSW var overstået for mit vedkommende. Men på vej ud af spillestedet passerer jeg den anden scene. Her er Big Freddia i gang med den vildeste fest, som jeg ikke kan undgå at blive hevet med af. Hun gør det, som mange elektroniske musikere gør – blander traditionel rap med elektroniske beats for at lave en fest. Man kan ikke undgå at danse, selvom man efter en meget hård uge er fuldstændig kvæstet. Publikum bliver også under et par af numrene inviteret op på scenen, hvilket er med til bidrage endnu mere til den fest, der er i gang. Hermed er Big Freddie er altså med til at sætte et fantastisk punktum for en fantastisk festival.
Andre bemærkelsesværdige oplevelser under SXSW med relation til Danmark, som jeg dog missede:
D-A-D har endnu ikke helt opgivet at få et mindre gennembrud i USA, så derfor var de også med på årets festival. Et af deres koncerter foregik til en sororityfest ved en stor pool. Her fik drengene sat så godt gang i festen, at de fik de fleste af gæsterne til at hoppe i poolen iført tøj.
Et af de bands, der optræder på årets Roskilde Festival, er Foxygen. Under festivalen nåede de både at komme op at toppes med publikum, være en time forsinket til en koncert og aflyse en koncert i sidste øjeblik – angiveligt fordi forsangeren havde mistet sin stemme.
