– men mon ikke han mener Blur?
Da Noel Gallagher og Damon Albarn i lørdags forenedes på scenen i Londons Royal Albert Hall, var der tale om lidt af et stykke historie. De to – med deres respektive bands Oasis og Blur – bekrigede hinanden i 1990'erne i kampen om britpop-tronen, men lørdag blev stridsøksen altså begravet for en stund.
Noel Gallaghers bror og medsammensvorne i Oasis, Liam Gallagher, synes dog ikke at have tændt for fredspiben, da han på sin Twitter-profil i går skrev:
"Ved ikke, hvad der er værst: RKID (Noel, red.), der drikker champagne med en krigskriminel eller det kor, du lige sang for BLUE!"
Hvis vi starter bagfra: mon ikke den gode Liam Gallagher mener Blur og ikke Blue. Det er mere uklart, han mener med "drikker champagne med en krigskriminel", men det henviser højst sandsynligt til, at Noel i 1997 deltog i en reception i "Number 10", premiereministers officielle residens på Downing Street 10 i London, med daværende premierminister Tony Blair, som stod i spidsen for den britiske invasion i Irak i 2003.
Når Liam Gallagher ikke har travlt med at være efter sin bror på Twitter, slår han sine folder i bandet Beady Eye, hvis andet album er planlagt til at udkomme i år. Det kan du læse mere om her.