Nyhed

Hør ny Mew-sang på Spotify

Det nyeste track fra Mew, ”Making Friends”, er nu tilgængeligt på streamingsiden

Mew-sangen "Making Friends" er blevet spillet live på både Roskilde, Smukfest og har været tilgængelig i brudstykker på Mews nye app Sensory Spaces. Nu er den også at finde på streamingtjenesten Spotify til fri lytning. Nummeret er at finde i en anden version på det danske bands kommende album, der først var annonceret til at skulle være udkommet sidst på sommeren i år, men nu er udskudt til næste år.

Tidligere på året kunne Mew meddele, at de havde løsrevet sig fra deres kontrakt med Sony Music for at blive helt selvstændige. Samtidig afslørede bandet, at de var i gang med forberedelserne til det nye album. Et album, der som nævnt er udskudt, men bandet har dog løftet sløret for, at det bliver produceret af blandt andre amerikanske Michael Beinhorn (Soundgarden, Marilyn Manson, Hole med flere), som også var i producerstolen på Mews fjerde album "And the Glass Handed Kites" fra 2005.

Det endnu unavngivne album bliver det sjette i rækken og dermed opfølgeren til den anmelderroste "No More Stories" fra 2009, der fik intet mindre end seks ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen, som tilføjede: "'No More Stories' er som en grandios musikalsk collage, hvor Mew maler svimlende med den helt store pensel." Derudover fik Mew også den fornemme ærespris, da de med albummets førstesingle "Introducing Palace Players" blev kåret som den bedste P3's Uundgåelige nogensinde i 2011. 


Hør "Making Friends" via Spotify her:

ANNONCE