Whitney skal have en bog, selvfølgelig skal hun det. Fra debutalbummet i '85 til sin tidlige død sidste år rørte hun titusindvis af mennesker med sin store stemme og sit uspolerede og sårbare væsen - fint og personligt beskrevet af den jyske sangerinde Marie Key i det forord, forlaget har bedt hende om at skrive til nærværende biografi.
Og ikke nok med det: Whitney Houstons tragiske historie rummer også alle de rigtige ingredienser til en rigtig tåreperser: Opstigningen til superstjerne i en ung alder, affærerne med forskellige slemme drenge, presset, pladerne og den massive succes, som - sådan vil klichéen det i al fald - i sidste ende blev hendes undergang.
Mor i fokus
Når alt det er sagt, er jeg imidlertid slet ikke sikker på, at "Whitney - En mors historie" er den bog, den afdøde sangerinde (og hendes fans) har fortjent. En mor snakker løs uden filter om sin fortabte datter - hvilket er fint nok, men hverken sprogligt eller indholdsmæssigt tilstrækkeligt til at bære den over 300 sider lange bog.
Og hvad værre er: Moderen (som selv er sangerinde, men aldrig opnåede datterens stjernestatus) sætter her - bevidst eller ej - sig selv uforholdsmæssigt meget i fokus i beretningen: "Jeg var meget begejstret for Nippys nye hus." "Det hårdeste for mig var, at Nippy besluttede sig for at dele et værelse med Robyn Crawford," eller for den sags skyld:
"Min barndom gjorde mig hård. Men mine børn - og især Nippy - udviklede aldrig den samme hårdhed. Og det skulle senere vise sig at skabe store problemer. Nogle få måneder efter, at Nippy var blevet født, begyndte jeg at tage tilbage til New York for at indspille plader. Jeg tjente gode penge, men John havde haft problemer med at finde fast arbejde, så meget af tiden blev han hjemme hos børnene."
Jo, det er i sandhed "en mors historie" - som undertitlen lover - vi her får, og at hovedpersonen konsekvent omtales ved sit familiære kælenavn Nippy er symptomatisk. Foruden den konstante tilstedeværelse i formuleringer som de ovenstående, hører vi ganske meget om Cissy Houstons egen sangkarriere.
Bevares, ikke at hun ikke har haft gang i nogle interessante ting: Således hører vi, hvordan hun med vokalgruppen Sweet Inspirations indspillede og/eller optrådte med navne som Van Morrisson, Elvis Presley og Aretha Franklin. Fint nok - men måske alligevel lige i overkanten for den læser, som tror at have hjembragt en bog om Whitney Houston - og ikke om hendes mor.
Personlig tragedie
Nuvel, godt 140 sider inde i bogen når vi endelig frem til udgivelsen af Whitneys selvbetitlede debutalbum, og kommer efterfølgende både omkring forholdene til frække fyre som Eddie Murphy og Bobby Brown, kæmpesuccessen med filmen "The Bodyguard" og medfølgende soundtrack, turnéerne, det hårde pres i takt med den massive succes - altsammen garneret med moderens betragtninger om sin datter ("Uanset hvor højt jeg elsker min datter, var Nippy ikke nogen engel").
Bogen er indrammet af lidt overnaturligt lirum-larum - fra indledningen, hvor det på mysitisk vis ringer på Cissys hoteldør som et varsel om datterens død, til epilogen, hvor Cissy fortæller at "Den dag Nippy blev født, og jeg holdt hende i mine arme i hospitalssengen, var der noget, der sagde mig, at hun ikke ville være min ret længe." Hvorpå følger taksigelser og diskografi - over både Cissy og Whitney Houstons plader, i nævnte rækkefølge.
Der skal på ingen måde kastes smuds på de følelser, Cissy Houston har investeret i bogen om sin datter - det er en personlig tragedie, og derudover er der sikkert også fans, som vil finde glæde i hendes bog. Som det tør være antydet, er denne anmelder dog ikke imponeret - og vil næsten kalde Keys efterskrift for bogens højdepunkt. Og sådan burde det strengt taget ikke være.
(Bedømmelse: Tre af seks stjerner)
Cissy Houston: Whitney - En mors historie. Med forord af Dionne Warwick og efterskrift af Marie Key. Thaning & Appel, 336 sider. Er udkommet.
