Reportage: Det hippe Norden

Udlandet har længe haft fokus på det nye nordiske køkken med spydspidsen NOMA i front, som flere gange har været kåret som verdens bedste restaurant. Nordiske krimier, film og tv-serier som "Millenium Trilogien", "Forbrydelsen", "Borgen" et cetera er også gået som varmt brød i udlandet. Og masser af nordiske bands og artister har i de sidste par år gjort sig stærkt bemærket udenlands både på plade og livemæssigt.

Norden er med andre ord hip i disse år, og for at styrke opmærksomheden (og eksporten) endnu mere på den nordiske regions herligheder er London-festivalen JA JA JA blevet sat i søen med støtte fra blandt andre de fem nordiske landes ambassader og musikeksport organisationer. JA JA JA er dog ikke kun en engangsforestilling. Siden 2009 har der syv gange årligt været særlige JA JA JA-koncerter og klub-aftner på pubben Lexington i London, hvor talentfulde nordiske bands og solister har fået muligheden for at spille live for et engelsk publikum.

Her til weekendens festival er kapaciteten dog blevet forøget betragteligt, da arrangørene bag har lejet sig ind i hele Londons legendariske venue Camden Roundhuse, hvor der er gang i den på alle tre etager i den store runde bygning. Og fredag eftermiddag kan man virkelig ved selvsyn konstatere,  at Norden i den grad er populær her i den britiske hovedstad, for der er stuvende fyldt og alenlange køer ved indgangene. Samtidig er det ikke kun briter og skandinaver, som er mødt op til festivalen, men en særdeles international skare af unge hipsters, hvor der både bliver talt japansk, fransk, hollands, kinesisk, amerikansk og spansk.

Programmet er da også både flot og ambitiøst med hovedfokus på musikken, hvor over 20 af nogle af tidens mest spændende nordiske musiknavne er på plakaten. Hovednavnene er danske Mew og The Raveonettes, som desværre er blevet aflyst på grund af sygdom hos Sune Wagner. I stedet er svenske Shout Out Louds fløjet ind som erstatning.

Ud over masser af sprød musik er der også gang i nordisk gastronomi og film. Begge festivaldage kan man få serveret en særlig nordisk menu tilberedt af lokale råvarer, ligesom man under konceptet "Nordic Sound Bite" kan købe særlige retter tilberedt ud fra de tilstedværende kokkes nordiske favoritbands. Hele lørdagen har dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX desuden kurateret et omfattende nordisk musikdokumentarfilm program, hvor blandt andet Efterklang-filmen "The Ghost of Piramida" er på programmet. Sidst, men ikke mindst er der også nordisk kunst og design på programmet, ligesom fem nordiske pladeselskaber er udvalgt til at sælge nordisk musik til det engelske publikum, heriblandt Crunchy Frog fra Danmark.

Charmerende islandske toner
Første musikalske oplevelse fredag aften bliver islandske Múm, som spiller i den store rustikke hovedsal med jernsøjler og træloft. Forinden har to lyshårede skandinavisk udseende dj-chicks varmet op med gode og luftige nordiske indie-hits. Múm giver en smuk opvising i deres sfæriske, organiske og dybt originale musik, der er tyst og lavmælt som små bobler i de varme islandske kilder. Den stemningsmættede musik med de to elverlignende piger i front på vokal, melodika og guitar er en total kontrast til Londons hektiske energi udenfor døren og sætter drømme i gang om fredfyldt natur, stilhed og uskyld.

Publikum er i den grad lydhøre, selvom musikken kræver tålmodighed og måske ikke egner sig til en fredag aften ude. Fejende flotte melodier tilsat klokkespil og mundharpe glider stille ud fra scenekanten, mens de to piger messende synger "Slow down / So I can get you" med deres sirenevokaler og meget charmerende islandske accent. Udpræget islandsk og et yderst charmerende pust fra Nordatlanten.

Monumentale Mew
Herefter er det Mews (billedet, arkivfoto) tur til at overtage scenen og for første gang i fire år at give koncert i London. Der er næsten helt pakket i den runde sal, da Mew sætter i gang med "Special" fuldstændig badet i blåt skinnende lys. Lyden er hård og høj, og der bliver straks rocket igennem til det velkendte nummer med Jonas Bjerres karakteristiske vokal mikset godt op. Herefter følger en times tætpakket show med masser af gamle hits som "The Zookeeper´s Boy", "Apocalypso", "Snow Brigade" og "Am I Wry?No?". Alle bliver leveret i monumentale udgaver, som en lydmur, der skærer sig igennem salen, mens guitaristen Bo Madsen hugger sig igennem numrene, trommerne buldrer og strotoskoplyset er nådesløst.

Showet er på mange måder overlegent og topprofessionelt. Men vi har også set det hele før, og der er ikke meget nyt under solen fra det efterhånden 16 år gamle band, der heller ikke i de nye numre viser markant anderledes sider af sig selv. Efter den lange pladepause på indtil videre fire år kunne man ellers godt ønske sig lidt mere variation og nytænkning af konceptet Mew, men det er muligvis til gode, når det længe ventede nye album engang udkommer. Euforien var dog klart til stede hos publikum, der tog salen så meget med storm, at koncerten lige så godt kunne have fundet sted på hjemmebane i Vega. Det 13 numre lange show blev afsluttet på smukkeste vis med en episk udgave af "Comforting Sounds", som tog mig tilbage til nogle af Mews tidligere triumftog på Roskilde Festival, hvor videoerne med de violinspillende katte på storskærmen udgjorde en stor del af showet under netop dette nummer. Flot afslutning fra Mew og første dag af festivalen.

Om lørdagen er der ved at være tæt på udsolgt, og der er gang i den med både koncerter, dokumentarfilm og pladeboder. Første band jeg får set er svenske NONONO, som sjovt nok spiller på denne JAJAJA-festival. Bandet er en electro-pop-trio med et lidt hårdt pumpet lydbillede uden de store melodier eller overraskelser. Sangerinden minder lidt om danske MØ i stil og udtryk, men kommer aldrig helt ud over scenekanten bortset fra i hittet "Pumping Blood", der viser, at trioen faktisk er i stand til at skrive iørefaldende pop.

Lige bagefter går den norske sekset Kid Astray i gang på salens lille scene. Gruppen er et både sympatisk og charmerende bekendskab med en række heftige og catchy pop-knaldperler, der bliver leveret med kæk boy-girl-vokal og snurrende trommespil. Man kommer straks til at tænke på danske Alphabeat, som også har haft succes i det engelske, og publikum danser også glade rundt til de rare toner.

2 Steg fran Håkan
Nedenuder i kælderen i er der gang i dokumentarfilmene, hvor CPH:DOX i løbet af lørdagen viser syv musikdokumentarfilm. Som gammel Håkan Hellström-fan går jeg ned og ser filmen "2 Steg fran Håkan", som er en ultrasød og rørende fanfilm om en ung pige med en hård opvækst, som er superfan af Håkan. Ud over at man følger pigen og hendes tanker følger man samtidig den såre sympatiske Håkan selv bag scenen og privat, og man ser klip fra koncerterne rundt fra den forrige turné i Skandinavien, hvor man oplever, hvor stor en stjerne Håkan faktisk er. Han er kæmpestor og muligvis den største popstjerne i Sverige i disse år. Selv bliver jeg fan igen og får lyst til at tage til Håkan-koncert i Sverige her i efteråret.

Herefter skulle den have stået på koncert med The Raveonettes, men de er som sagt blevet aflyst på grund af sygdom. Men svenske Shout Out Louds viser sig at være en udmærket erstatning med deres energiske indierocksange, der er fyldt med energi og gåpåmod. Bandet var i midten af nullerne et af Sveriges bedste indiebands, men har i de sidste par år mistet momentum og fået negative anmeldelser for deres nye album fra i år. Livemæssigt stråler sangene dog lidt mere, men de bedste sange er klart fra gruppens to første album, og bandet lukker koncerten og festivalen med en tændt udgave af hittet "Tonight I Have To Leave It".

JAJAJA Nordic Festival er ovre efter to fine dage i Camden Roundhouses stemningsmættede lokaler. Festivalen viste med sit store besøgstal og flotte mediedækning, at Norden i den grad er hip, trendy og cool herovre i England. Rent musikmæssigt var det desuden lækkert at konstatere, at både kendskabet til og interessen for Nordisk musik er rigtig stor i London, som yderligere blev understreget ved, at der ved den nærmeste metro
også hang plakater med annoncer for kommende koncerter med Sigur Rós, Agnes Obel og Asgeir Trausti.