Nyhed

10.000 nye One Direction-billetter til salg

Efterspørgslen til de to One Direction-koncerter har været så stor, at arrangørerne nu sætter flere billetter i omløb

Den 16. og 17. juni 2014 giver det populære boyband One Direction koncert i Danmark. Efterspørgslen til de to koncerter, der bliver afholdt i Parken i København, har været så massiv, at koncertarrangørerne nu åbner op for salg af billetter til den øverste tribune til koncerten 17. juni, hvilket giver 10.000 ekstra billetter.

Salget til ekstrabilletterne begynder mandag den 21. oktober klokken 10, og billetter kan findes via GAFFA Live.

Koncerten den 17. juni blev arrangeret som ekstrakoncert, efter den først arrangerede koncert den 16. fik revet alle 30.000 billetter væk på bare 30 minutter. Salget gik ligeledes hurtigt til ekstrakoncerten, der kun tog yderligere halvanden time om at blive udsolgt. Herpå blev der åbnet for den øverste tribute til koncerten 16. juni, hvilket gav 10.000 ekstra billetter, og de billetter er nu også udsolgt. Noget tyder altså på, at man skal være særdeles vaks for at få fingrene i de nu oprettede ekstrabilletter.

Niall Horan, Zayn Malik, Liam Payne, Harry Styles og Louis Tomlinson blev dannet i 2010, hvor de stillede op som solister i det engelske X Factor. De blev imidlertid sat sammen som gruppe, endte på en tredjeplads i X Factor og har siden fået enorm succes over hele kloden. De har solgt over 32 millioner plader og har fået 61 nummer 1-placeringer verden over.

I 2013 har One Direction spillet over 100 shows i 21 lande på deres første verdensturné nogensinde. Blandt andet spillede de to koncerter i Danmark i maj måned, i Jyske Bank Boxen og Forum. Koncerten i Jyske Bank Boxen fik dommen tre stjerner fra GAFFAs anmelder, der blandt andet skrev: "One Direction kan samle teenagere om en så fredelig og livsbekræftende aktivitet som fællessang, og de har skabt masser af arbejdspladser i en krisetid. Den slags skal man ikke kimse ad."

I august fik One Direction deres biografdebut med deres 3D-koncert- og dokumentarfilm "One Direction: This Is Us". Filmen har været en stor succes, ifølge deres pladeselskab Sony Music med en indtjening på 18,4 millioner dollars på åbningsweekenden alene i USA.

ANNONCE